Logo - Politikens Forlag
Onsdag d. 10. juni 2015, kl. 19:00 til 20:00

Agamben og politikken

Boghallen

 Agamben og politikken

Agambens "Midler uden mål" er noter til politikken ifølge sin undertitel. Men i hvilken betydning er der tale om politik her? Det er mildest talt ikke politisk filosofi i traditionel forstand, Agamben udfolder. Snarere er der tale om en politisk erfaring og praksis, som reflekteres i begreberne og i sproget. For der, hvor politikken traditionelt har været, er den ikke mere; administration, økonomi og jura er trådt i dens sted — som med det, der nu hedder “nødvendighedens politik”.

Bogen er dediceret til Guy Debord, situationismens hovedskikkelse og Agambens ven. Hvad er det, Agamben redder videre fra Debords projekt, og hvordan forholder de to sig i det hele taget til hinanden? Det er denne aften afsat til at diskutere, hvor kunsthistoriker og politisk teoretiker Mikkel Bolt vil lægge op til en samtale med bogens oversætter, filosoffen Søren Gosvig Olesen.

Arrangementet er gratis og foregår på vores Forfattertrappe inde i butikken.

Gå til kalender