Logo - Politikens Forlag

Takt, tone og traditioner på landevejen

 

Gode råd og røverhistorier fra et udvalg af de bedste danske ryttere


Skal cykelsokker være hvide eller sorte? Hvordan sidder man rigtigt på en cykel? Og hvem er den mest ’lirens’ væddeløber – Anquetil, Moser eller de Vlaeminck? Når cykelryttere mødes, bliver den slags emner diskuteret stolpe op og stolpe ned og krydret med et væld af underholdende anekdoter fra landevejen.
 
Af Helle Skov Wacher
 
I den nye bog Sort kaffe og hvide sokker er 12 af Danmarks bedste cykelryttere gennem tiderne samlet til en snak om deres metier. Resultatet er et festfyrværkeri af cykelhistorier. De fortæller om deres største genistreger og værste taktiske brølere – og deler rundhåndet ud af tips og tricks om blandt andet cyklen, tøjet og træningen.
 
Visse ting i cykelsporten ændrer sig aldrig. Et brækket kraveben vil altid gøre ondt, og alle cykelryttere vil gerne se godt ud. Det kræver også en god portion galskab at suse ned ad en regnvåd bjergside – og masser af flid og fokus at få bare en nogenlunde fornuftig karriere inden for sporten.
 
Legender på to hjul
 
Men noget er der dog sket siden 80’erne, hvor det kun var tilladt at køre med hvide sokker og sorte bukser. Morgenmaden dengang bestod af en rød bøf, hjelme var en sjældenhed, tatoveringer og skæg var fyringsgrundlag. Cyklerne var væsentlig langsommere end nutidens, til gengæld var de håndlavet efter rytternes personlige mål – og ikke to cykler var ens.
 
Indtil for 10-15 år siden var cykelsporten en udpræget arbejdersport, og en motionist var en kvinde, der kørte Sjælsø Rundt på damecykel med kurv. Nu er de største hjemlige cykelløb efterhånden for motionister. De kører tilmed ofte med bedre udstyr, end mange af de professionelle gjorde – flere af dem er sikkert også i bedre form! Ikke desto mindre er næsten alle enige om, at 70’erne var cyklingens storhedstid. Det var her, rytterne lignede filmstjerner, og legenderne stod for træningen.
 
Alt kan diskuteres
 
I Sort kaffe og hvide sokker skriver forfatterne:
’Vi holder meget af de gamle stjerner, og alle ved, at nutidens ryttere en dag bliver legender. De træner, kæmper, lider, styrter og elsker cyklingen, præcis som vi altid har gjort. Når vi cykelryttere mødes i dag, kan vi alle sammen diskutere stolpe op og ned, hvad der er lirens og ulirens, og gennemgå taktiske brølere og fantastiske genistreger ned til de allermindste detaljer’.
 
Men det gælder ikke kun de gamle professionelle. Det er også de mange motionister, der uanset alder, køn, vægt og talent går op i sporten med liv og sjæl. Et langt interval med træningskammeraterne og efterfølgende skiltespurt diskuteres, som var det finalen i Flandern Rundt. Hvem førte mest? Hvem kørte ’kaffebar’, og hvem var iskold? Det er altid en fornøjelse at vende slagets gang over en kop kaffe efter afsluttet træning.
 
De 12 stjerneryttere er uenige om meget, men slår tre ting fast én gang for alle:
  1. Man drikker ikke kaffe med en cykelhjelm på hovedet.
  2. En cykel skal være ren, når man møder til træning.
  3. Moser var en toplirens væddeløber.
Sort kaffe og hvide sokker – Takt, tone og traditioner på landevejen er skrevet af Tonny Vorm i samarbejde med Danske Professionelle Cyclisters Club, der tæller blandt andre:
 
- Brian Holm (præsident)
- Per Bausager (formand)
- Bjarne Riis
- Rolf Sørensen
- Jesper Skibby
- Jens Veggerby
- Jesper Worre
- Jørgen V. Pedersen
- Dan Frost
- Jakob Piil
- Jørgen Marcussen
- Thomas Bay