Børnenes bagebog



Børnenes bagebog er til dig, der gerne selv vil bage. Det er ikke så svært, hvis du bare følger opskrifterne. Og du vil hurtigt opdage, at dine hjemmebagte brød, boller og kager smager tusinde gange bedre, når du selv har bagt dem.

Der er ca. 75 opskrifter på dejligt bagværk i denne opdaterede udgave af bogen, som er en bestseller for børn og nybegyndere.

Her finder du alle klassikerne som rugbrød med surdej, hurtigbagte fødseldsdagsboller, lagkage, burgerboller, kringle, kransekage, julebag og bageopskrifter med variationer, hvor den samme dej kan bruges til forskellige kager. Bogen indeholder også en del nye, populære opskrifterpå fx hindbærsnitter, popcakes, macarons samt rugbrødsboller med chokolade og hasselnødder.
 
Bogen har også gode tips samt anskuelige trin for trin-anvisninger til at forklare nogle af teknikkerne. Ved hver af opskrifterne er det angivet, om opskriften er let, mellem eller svær at lave.

Dit eget bageri



”Duften af friskbagt brød og kage er god. Og smagen er endnu dejligere. Men for at blive en god bager skal man øve sig i at føle og se. Man skal fx kunne mærke, om dejen har fået nok mel og er æltet nok, og om brød, boller eller kage er bagt færdige. Det kræver derfor lidt tid og opmærksomhed at bage – men man kan til gengæld se frem til at sætte tænderne i eget bagværk. Når man først er kommet godt i gang med at bage, bliver man vild med det – og det er ikke svært.” – Katrine Klinken i bogens forord
 
 
Katrine Klinken er uddannet kok og ernærings- og husholdningsøkonom. Hun arbejder freelance og er også forfatteren bag en stribe kogebøger og børnekogebøger, bl.a. Børnenes køkken.


 

#børnenesbagebog



Opskrifter fra Børnenes bagebog

Hindbærsnitter



TIL 12 STK.
300 g hvedemel
1 tsk bagepulver
½ vaniljestang
200 g koldt smør
25 g sukker
2 æg
ca. 3 dl hindbærmarmelade eller ca. 250 g

GLASUR
75 g flormelis
ca. 1 spsk vand

Drys
50 g hakket mørk chokolade
og 2-3 tsk frysetørrede hindbær
 
  1. Tænd ovnen på 175 grader med varmluft.
  2. Bland mel med bagepulver.
  3. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud med spidsen af en lille kniv. Kom dem i melblandingen. Smuldr den med stykker af koldt smør, til det ligner revet ost, evt. i en foodprocessor. Bland sukker i dejen.
  4. Pisk æggene sammen, hæld dem melblandingen og saml den til en dej ved at trykke dejen sammen. Undgå at ælte – det gør dejen sej og ikke så sprød. Lad dejen hvile i ca. 45 minutter i køleskabet.
  5. Del dejen i 4 stykker og rul dem ud i firkanter på ca. 10 x 25 cm. Læg stykkerne på bagepapir og bag dem i ca. 15 minutter i den varme ovn.
  6. Smør straks marmelade i et jævnt lag på to af kagerne og læg en kage på toppen af hver af dem. Tryk let sammen og lad kagerne køle af ca. 1 time.
  7. Rør flormelis og vand til glasur med en tyktflydende konsistens og smør glasur på toppen af kagerne. Drys med hakket chokolade og frysetørrede hindbær. Skær hver kage ud til 6 hindbærsnitter, til i alt 12 stk.

Horn med chokolade



TIL 12 STK.
100 g smør
25 g gær (½ pakke)
3 dl vand
2 spsk sukker (ca. 25 g)
ca. 500 g hvedemel (8 dl)
lidt mel til bordet
 
FYLD
100 g mørk chokolade eller blod nougat
1 æg til pensling
  1.  Smelt smør i en gryde. Lad det køle lidt af.
  2. Smuldr gæren og rør den ud i lidt af vandet i en stor skål. Rør med en grydeske, til gæren er opløst. Tilsæt resten af vandet, smeltet smør og sukker.
  3. Rør hvedemel i, indtil dejen er så fast, at den kan æltes med hænderne (hold 1 dl mel tilbage).
  4. Ælt dejen glat og smidig. Kom mel i, indtil den næsten ikke klistrer til bordet mere – den skal æltes min. 200 gange.
  5. Læg dejen i en skål og læg et rent viskestykke over. Lad den hæve i 1 time ved stuetemperatur.
  6. Drys mel på bordet. Del dejen i to lige store dele. Tril dem ud til to cirkler med en diameter på ca. 30 cm. Del hver cirkel i 6 trekanter med en kniv, som når du skærer en lagkage ud.
  7. Læg et stykke chokolade eller blød nougat på og rul dejen omkring det. Start med at rulle fra den brede kant og ned mod spidsen.
  8. Sæt hornene med sammenføjningerne nedad på en bageplade med bagepapir.
  9. Tænd ovnen på 225 grader. Lad hornene efterhæve i 30 minutter.
  10. Slå ægget ud i en lille skål og pisk det sammen med en gaffel. Pensl hornene med æg.
  11. Sæt bagepladen i midten af ovnen og bag i ca. 15 minutter. Tag et horn ud af ovnen – brug grydelapper. Hornet er færdigbagt, hvis det lyder hult, når man banker på undersiden af det.
  12. Lad hornene køle af på en bagerist.
 

Se flere lækkerier ...


 

TOP  ▲
Børnenes bagebog
Katrine Klinken, Katrine Klinken
Børnenes bagebog er til dig, der gerne selv vil bage. Det er ikke så svært, hvis du bare følger opskrifterne. Og du vil hurtigt opdage, at dine hjemmebagte brød, boller og kager smager tusind gange Læs mere