Gør det en tand bedre:

Børst tænder på din hund hver dag


Tandkødsbetændelse og paradentose er nogle af de mest almindelige sundhedsproblemer hos voksne hunde. 80 % af hunde over tre år er ramt – og især de små hunderacer. Og man ved, at en hund med dårlige tænder har tandpine præcis, som vi mennesker har. Og bakterierne kan lige som hos os ”vandre ud” i kroppen og skade voldsomt.

”Hundeejere gør helt klart deres hund en stor tjeneste ved at forebygge tandproblemer og de voldsomme smerter, det kan give,” fortæller dyrlæge Lotte Davies, som har skrevet bogen Sund hund, der bl.a. har fokus på tandhygiejne. ”Børst tænderne på din hund hver dag, og gør det allerede fra hvalpestadiet, så den er vænnet til det. Hunde har 42 tænder, der kan sætte sig plak på, og det skal væk, inden det bliver til tandsten.”

Du kan enten købe en særlig hundetandbørste, eller helt enkelt bruge en blød babytandbørste. Men brug ikke din egen tandpasta: Hunden sluger det meste af tandpastaen, og de har ikke godt af fluor, som kan give maveproblemer.

Har din hund allerede tandpine, må du en tur forbi dyrlægen.
”Modsat hvad mange tror, er det ikke nok med foder, godbidder og tyggelegetøj til hundens tænder” fortæller Lotte Davies. ”Men det er et fint supplement.”
 
FAKTABOKS 1
Sådan børster du tænder på din hund
  • Gå frem i den enkelte hunds tempo – sørg for, at hunden bliver tryg ved det enkelte trin, før den bliver bedt om at acceptere det næste
  • Start stille og roligt, når du har god tid
  • Løft hundens læbe, så du kan se tænderne
  • Massér ydersiden af hundens gummer og tænder (brug blot en finger til at begynde med)
  • Tag lidt hundetandpasta på fingeren og lad hunden smage på tandpastaen, før du anvender den på tandbørsten
  • Børst ydersiden af tænderne blidt – det er her, det meste plak og tandsten dannes. Husk det vigtige område tæt ved tandkødsranden
  • De 4 store hjørnetænder og de 4 store kindtænder skal have særlig fokus.
  • Når hunden med tiden er blevet rigtig god til denne rutine, kan man vænne den til også at få indersiden af sine tænder børstet.
  • Ros og beløn din hund, for hvert enkelt trin den accepterer, så den bliver helt tryg ved tandbørstningen
Kilde: Sund hund af Lotte Davies, udkommet på Politikens Forlag forår 2017
 
FAKTABOKS 2
Sund hund – et aktivt hundeliv med fysisk og mental sundhed fra hvalp til senior hund er målrettet dig, der vil holde din hund sund, så den trives og har et godt langt familieliv. Jo bedre du forstår din hunds behov, jo bedre vil den trives, og I vil få et fantastisk, indholdsrigt liv sammen.

Udkommet på Politikens Forlag, forår 2017.
TOP  ▲
Sund hund
Man kan selv gøre en masse for at holde sin hund sund, både fysisk og mentalt, og give den et godt og aktivt, langt hundeliv. Denne nye bog af dyrlæge og hundeekspert Lotte Davies indeholder en Læs mere