Tag med til 1960'erne

 

Fascineret af tidens udvikling

Glemmer du, så husker Anna Grue. Anden del om kvinderne fra romanen Italiensvej, italienske Vittoria Contini og danske Conny Mortensen, er på gaden nu, og hvor vi før var i 1958, er tiden her skruet frem til 1964. De to veninder er blevet voksne med alt, hvad dertil hører af ansvar, kedelige pligter og ikke mindst ægteskabelige roller, der skal leves op til – eller gøres oprør imod. Men hvad er det, der især kendetegner de tidlige tressere, og hvad har vi lært af den tid? Anna Grue giver nogle af svarene her, og resten kan man læse mere om i De voksnes rækker.

”Ungdomsoprøret, der ulmede i starten af 60'erne, og kvindefrigørelsen, der ændrede verden lige så definitivt som den nye musik, er noget af det, der har optaget mig utrolig meget og inspireret mig til at sætte fokus på Danmark i den tid,” fortæller Anna Grue, som selv kun var syv år i 1964. ”Der har vel altid været et skel mellem generationerne, men i denne periode blev det så markant, at man begyndte at tale om en generationskløft. På den ene side stod de ældre og rystede på hovedet, på den anden stormede ungdommen begejstret fremad. Kløften har siden da heldigvis lukket sig en del. I dag ved blot nogenlunde opmærksomme forældre godt, hvad der optager deres halvstore børn.”

Og netop det er også udgangspunktet for bogen. Hovedpersonen er Vittoria, hvis mand, Ejnar, havde to børn i forvejen, da de to blev gift i slutningen af Italiensvej. I dette bind er den ældste, Helle, kommet i konfirmationsalderen og er revet med af den Beatles-mani, der i 60’ernes begyndelse skyllede hen over den vestlige verden. 


Teenagere er en fantastisk størrelse

”Det har været en fornøjelse at dykke ned i, hvordan medierne håndterede Beatles' besøg her i Danmark den 4.6. 1964.  Jeg bruger det bl.a. til at beskrive, hvordan musikken kom til at betyde utrolig meget for teenagere, for teenagealderen er et af bogens store temaer. Både det at være teenager og at være forældre til en sådan.

I årenes løb har jeg selv haft tre af slagsen, og jeg har en stor kærlighed til børn i netop denne svære alder. Men bogen handler også om kønsrollerne, der i de år så småt begynder at vakle, samt om at være ufrivilligt barnløs eller lige så ufrivilligt gravid i en tid, hvor der hverken fandtes fertilitetsbehandlinger eller legale aborter.”

Det er Anna Grues oplevelse, at 60’ernes begyndelse på mange måder er en forlængelse af de troskyldige 50’ere, hvor husmoderen fik nøje afmålte husholdningspenge, hvor man gjorde, som læreren eller myndighederne sagde, og hvor børnenes vilje sad i fars lomme. 


Nye tider, ny tone

”Det var først her hen imod årtiets midte, at en ny bevidsthed begyndte at spire. Om, at det vel ikke stod skrevet i sten, at en god mor skulle være hjemmegående. Og om, at også unge kunne have selvstændige holdninger til alt fra musik og tøj til samfundsproblemer,” forklarer Anna Grue. ”Det er ikke bare musikken, der markerer den nye tid. Også brugen af humor ændrer sig – og det kan tydeligt mærkes i aviserne. Humoren bliver mere raffineret, ironien sniger sig ind i billedtekster og overskrifter, tonen bliver lettere og mere legende, sikkert som endnu et udslag af, at autoriteterne begynder at vakle, og de fastlåste hierakier går i opløsning.”

Hun afslutter: ”Hvis jeg skulle ønske noget tilbage fra dengang, er det netop denne lethed, denne nysgerrighed, der til syvende og sidst vandt over den ældre generations frådende raseri over for alt det nye. Den er gået lidt fløjten i de senere år, mens grøfterne graves dybere – ikke mellem generationerne, men mellem højre og venstre, land og by, rige og fattige, dem og os.”


Om research: Kilder fra den gang virker bedst

Arbejdsprocessen til en slægtsroman er naturligvis anderledes, end når Anna Grue skriver krimier, for her er der researchet intensivt undervejs. Men selve skrivningen foregår stort set på samme måde: ”Jeg begynder på side et og ser, hvor historien tager mig hen. I både krimierne og de andre romaner skal alle tråde og spor samles til sidst i en tilfredsstillende slutning. Men uanset hvor organisk man lader den udfolde sig, siger det sig selv, at historiens struktur bestemmes af genren. Denne gang har jeg gjort det samme, som da jeg arbejdede med Italiensvej. Jeg læser bunkevis af aviser, ugeblade og håndbøger fra dengang. Altså ikke nutidige historiebøger, som lægger et bagklogt filter hen over begivenhederne fra dengang, men datidige kilder, hvor man får sprogtonen, stemningen og alle de sjove småting forærende.”


Foto: Line Thit Klein
TOP  ▲
Italiensvej
Et spædbarn, en Madonna-statuette og en tyk pakke med kontanter. Det er alt, hvad italienske Vittoria Contini har med sig, da hun en kølig martsdag i 1958 ankommer til et usselt, københavnsk hotel Læs mere