Q&A med Puk Damsgård – aktuel med bogen Den sorte kat i Mosul

 

Hvad krig gør ved mennesker, og hvad mennesker gør i krig:

Hvad er ’Den sorte kat i Mosul’ for en bog?

Det er en bog om, hvad krig gør ved mennesker, og hvad mennesker gør i krig. Og så er det en historie om Irak siden invasionen i 2003 fortalt gennem dem, der levede og kæmpede ved fronten i krigen mod IS i Mosul - den største irakiske militæroffensiv siden invasionen og en brutal men nødvendig krig for at fordrive IS fra millionbyen. Det har også været eksperiment. Jeg ville undersøge, hvad der sker med teksten og historien, når jeg rent faktisk sidder midt i krigen og skriver. 

Hvad er det, du vil, når du skriver om Mosul og Irak?

Jeg vil tage læserne med derhen, hvor de ikke selv kan komme - og dermed bringe Irak hjem til Danmark. Vi taler ofte om, hvordan terrorangrebet 11. september 2011 ændrede vores verden. Ét af de lande den begivenhed ændrede allermest er Irak pga invasionen og hvad der deraf fulgte - og hvor store territorier endte med at være under IS-kontrol. Så det er også en undersøgelse af, hvad det vil sige at leve under IS. 

Hvad driver dig?

En passion for mit fag og det at fortælle historier. Undervejs tog jeg over to måneder fri fra mit arbejde for at opholde mig i Irak og mestendels Mosul, og det gav bare totalt mening. Selvom det ikke var morsomt at opholde sig i en krigszone, gav det mening fordi, jeg trængte dybere og opdagede nye sammenhænge og facetter af det at være menneske. Og dét er vel én af journalistikkens og litteraturens mest spændende opgaver. 

Hvad har gjort størst indtryk på dig i arbejdet med bogen?

De modsætninger, der eksisterer i krig. Og de mennesker jeg er kommet tæt på. Gaven ved at skrive non-fiktion er, at jeg beskriver virkelige personer. Måske rækker min fantasi ikke langt, men jeg oplever ofte mennesket som værende mere sammensat, end jeg kunne forestille mig. Og de krinkelkroge er jeg altid dybt taknemmelig for at få lov at trænge ind i og beskrive. 

Er du bange, når du er afsted?

Selvfølgelig. Ikke hele tiden, så ville det jo være uudholdeligt. Men jeg er bange, når der er noget at være bange for. Og det er der jo i sagens natur med kortere intervaller i en krigszone end hjemme i haven i Kairo. Det er et vilkår. Og det lever jeg fint med, for jeg har selv valgt det.