Hvad glæder forfatterne sig til på Krimimessen?

 

Se bare her, hvad de har på programmet:

 
Elsebeth Egholm:
  • At møde læserne, der altid har gode betragtninger og kommentarer til bøgerne.
  • At se min kæreste, Jürgen Klahn, læse sin novelle Hvidvask op på Blå Scene i Magasinet lørdag.
  • At gense gode kolleger, mødes med Ane Lauenblad fra Copenhagen Literary Agency og de super søde mennesker fra Politikens Forlag.
  • At drysse rundt og overvære bidder af de forskellige forfatterinterviews, så jeg får set lidt af hvert. Jeg er ikke en, der ellers planlægger hvad jeg skal se. Krimimessen er for mig i høj grad et sted, hvor jeg møder folk, drikker en kop kaffe med en oversætter eller en kollega og suger til mig af de forskellige arrangementer.
Jesper Stein:

Jeg glæder mig til at møde en masse dedikerede forfattere og læsere, der har en masse til fælles. Og så glæder jeg mig til at se Statsfængslet indefra. I min barndom har jeg set det mange gange udefra. Min mormor og morfar boede i en by i nærheden af Horsens, så jeg har ofte været der som barn.
 
Ulrik Langen:

Jeg glæder mig til at møde de mange dedikerede krimilæsere, nørder og forfatterkolleger på messen, som virkelig går i dybden med genren, men mest af alt glæder jeg mig til after dinner-festen lørdag aften, hvor der virkelig plejer at være så meget gang i den.
 
Christian Mørk:

Mest til at møde læserne efter ti år, hvor jeg ikke har været til Krimimesse. Det er alt, alt for lang tid. Derfor vil jeg også se frem til at spadsere omkring i byen og snakke med folk. Og så bliver der nok også tid til at se mine skønne kolleger. Vi ses! :)
 
Erik Valeur:

Det glæder jeg mig til at finde ud af – på messen – og forhåbentlig bliver det en rigtig god stemning. Den skulle gerne være en blanding af, at krimi er krimi – men også nogle gange noget mere: Dostojevskij lod sin enfoldige (kan man næsten tænke) enlige morder husere gennem en hel bog – og John Steinbeck lod sin egentlige hovedperson (Cathy) brænde begge sine forældre ned til grunden, til aske, i en mordbrand. Han fik Nobelprisen. 
 
Eva Maria Fredensborg:

De sidste to år har jeg delt en stand med min krimikollega Kim Juul, og selvom det har været rigtigt sjovt, glæder jeg mig til at få oplevet noget af alt det, der foregår på scenerne, og ellers bare drysse omkring og nyde stemningen. Og hvis jeg kommer til at savne de hyggelige snakke med læsere og bogbloggere på standen, har Kim Juul og Pernille Boelskov sagt, at jeg må være deres gæstebarista :)
 
Lars Kepler:

Vi glæder os til at møde vores læsere ansigt til ansigt, men vi håber også, at vi får lejlighed til at hilse på nogle af vores gode danske kollegaer som Jesper Stein, Søren og Lotte Hammer og Jussi Adler Olsen [som desværre ikke har mulighed for at deltage i år, red.
 
Anna Grue:

På Krimimessen glæder jeg mig som altid mest til det sociale - lige fra snak med læsere, der ofte er kommet langvejs fra, til fest med alle mine skønne krimikolleger. Jeg er så glad for at befinde mig i den sjoveste del af den danske litteraturverden.
 
Jens Henrik Jensen:

Først og fremmest at møde mine læser! Krimimessen i Horsens adskiller sig fra alt andet, fordi der netop er mulighed for at få en sludder med læserne. De er på en helt anden måde end for eksempel ved bogmessen i København nemme at få kontakt til. Mange kommer simpelthen af sig selv og siger: Hej, hør nu lige hér… Og den slags kan jeg rigtig godt lide.  Af de mange tilbud på Krimimessen har jeg sat et stort kryds ud for Jesper Steins snak med svenske Lars Kepler søndag formiddag.