5.440 gange rundt om Jorden


Den amerikanske astronaut Scott Kelly har rejst fire gange ud i rummet og stået i spidsen for Den Internationale Rumstation ISS tre gange – hans sidste mission på 340 dage er det længste ophold derude. I sin nye bog Ekspeditionen fortæller Kelly om at lægge krop og sjæl til dette banebrydende, vildt krævende og risikofyldte eksperiment.

I dette bearbejdede uddrag beskriver Kelly hverdagslivet som astronaut om bord på ISS, hvor russerne bl.a. bytter tis for strøm, og om en rumvandring sammen med sin amerikanske kollega Kjell Lindgren, hvor de skal uden for rumfærgen for at reparere på den og foretage forskellige målinger og forsøg.

 
JEG SVÆVER I DEN amerikanske luftsluse iført en 250 kilo tung rumdragt mens luften langsomt bliver pumpet ud. Jeg kan ikke se Kjells ansigt, for vi er klemt sammen inde i et rum af samme størrelse som en lille bil, og på mærkelige ledder hvor hans hoved befinder sig ud for mine fødder. Foreløbig har jeg befundet mig fire timer i dragten. Jeg er allerede træt og øm.

”Hvordan går det, Kjell?” spørger jeg og kigger lige ind i hans støvler.

”Strålende,” siger Kjell og giver mig et hurtigt thumbs-up. Jeg kan lige akkurat skimte det gennem underdelen på mit visir. Enhver normal person der oplevede luften sive ud af en luftsluse omkring sig, ville være et sted midt mellem vagtsom og rædselsslagen. Men Kjell og jeg har forberedt os længe på situationen, vores første rumvandring, og føler os velforberedte og fortrolige med apparaturet og de mennesker der sørger for vores sikkerhed.

>> Læs mere om Ekspeditionen

Vores capcom under denne rumvandring er Tracy Caldwell Dyson, min kammerat i besætningen på min anden flyvning med rumfærgen. (...) Vi har allerede brugt flere timer i dag – og i løbet af de sidste to uger hele arbejdsdage – på at gøre os klar til denne rumvandring. Vi orker ikke at begynde helt forfra, for slet ikke at tale om risikoen for at beskadige rumdragterne til 12 millioner dollar stykket.


FOTO: Scott Kelly / NASA

Rumdragteksperterne nede på kontrolcentret drøfter stadig om vi skal fortsætte, og hvilke forholdsregler vi bliver nødt til at tage. I mellemtiden får vi at vide at vi godt må åbne lugen og nyde udsigten mens de tager stilling til det videre forløb.

Da jeg lægger en hånd på håndtaget, går det op for mig at jeg ikke aner om det vil være dag eller nat udenfor. Jeg låser lugehåndtaget op, vrider det nedad og løsner dogs’ene.

Jeg hiver og skubber og trækker et par minutter, og til sidst går lugen op. Lyset fra Jorden strømmer ind med den mest chokerende klarhed og skarphed. På Jorden ser vi alting gennem et atmosfærisk filter som sløver lyset, men heroppe i det tomme rum skinner solen hvidglødende stærkt. Det er overvældende at se det klare solskin blive kastet tilbage fra Jorden. Jeg er netop gået fra at grynte irriteret over et stykke apparatur til at stirre fuld af ærefrygt på det smukkeste syn jeg har set.

Inde i en rumdragt føles det mere som om man befinder sig i et lille rumskib end at være iført tøj. Min overkrop svæver i den hårde torso, og mit hoved er omsluttet af hjelmen. Jeg kan høre den beroligende summen når ventilatoren sender luft rundt i dragten. Gennem øretelefonen indbygget i hjelmen kan jeg høre Tracys stemme i Houston og Kjells lige ved siden af mig herude i det ydre rum – det og så den mærkeligt forstærkede lyd af mit eget åndedræt.

Planetens overflade ligger 400 kilometer under mig og suser forbi med 28.000 kilometer i timen. Nede på kontrolcenteret er de omkring ti minutter om at give Kjell og mig besked på at gå uden for lugen hvor vi bedre kan bevæge os rundt og jeg kan kontrollere Kjells dragt for utætheder. I kulden ude i rummet vil en utæthed ligne sne der står ud af rygsækken på dragten. Hvis jeg ikke kan se nogen sneflager, får vi muligvis lov til at fortsætte.


FOTO: Scott Kelly / NASA
 
Under min forrige langtidsmission på ISS var to af de russiske kosmonauter, Oleg Skripotjka og Fjodor Jurtjiikhin, på et tidspunkt ude på rumvandring sammen for at installere noget nyt apparatur på ydersiden af det russiske servicemodul. Da de igen var kommet indenfor, virkede de begge to rystede, især Oleg. Jeg troede først, at det var hans reaktion på at være udenfor første gang, og det er først nu på denne et år lange mission at jeg har erfaret alle detaljerne om hvad der skete den dag:

Under rumvandringen havde Oleg mistet forbindelsen til rumstationen og var begyndt at svæve væk. Han blev kun reddet af at han ramte en antenne der sendte ham tumlende tilbage mod stationen hvor han kom tæt nok på til at gribe fat i et håndtag og dermed reddede livet. Jeg har ofte overvejet hvad vi ville have gjort hvis vi havde vidst at han var begyndt at svæve uigenkaldeligt bort fra rumstationen. Det havde antagelig været muligt at koble hans familie ind på kommunikationssystemet i hans rumdragt så de kunne få sagt farvel inden han som følge af stigende CO2-niveau eller iltmangel mistede bevidstheden – noget jeg ikke havde lyst til at tænke alt for meget på, nu hvor min egen rumvandring nærmede sig.

I de amerikanske rumdragter er der enkle jetdyser som det i tilfælde af vores line går i stykker eller vi kvajer os, gør det muligt at manøvrere i rummet, men det er sandt at sige ikke noget vi har lyst til at forlade os på eller overhovedet prøve. Jeg er intenst bevidst om at hvis min line river sig løs og jeg løber tør for brændstof og rumstationen blot er få centimeter fra spidsen af mine handsker, kunne det lige så godt være en kilometer. Resultatet vil være det samme: Jeg ville dø.

Da jeg er sikker på at min line sidder fast, løsner jeg Kjells line fra mig og sætter den fast uden på rumstationen, idet jeg er lige så omhyggelig med at dobbelttjekke den som jeg var med min egen. Kjell begynder at række mig sække med udstyr som vi skal bruge til vores arbejde, og jeg sætter dem løbende fast på det runde håndtag uden for luftslusen. Da vi har alt hvad vi skal bruge, giver jeg Kjell signal til at gå udenfor. Som det første da vi er begge er udenfor, laver vi ”buddy checks”, det vil sige kigger hinandens rumdragter efter fra top til tå for at være sikre på at alt er i orden. Tracy vejleder os fra kontrolcentret og forklarer mig trin for trin hvordan jeg skal tjekke Kjells dragt for tegn på frosset vand fra sublimatoren. Den ser fuldstændig normal ud – der er ingen snefnug, kan jeg til min glæde meddele kontrolcenteret. Kjell og jeg udstøder et lettelsens suk.
 
>> Læs mere om Ekspeditionen
 

FOTO: Scott Kelly / NASA

Næsten lige så længe som mennesker er rejst ud i rummet, har vi været opsat på at kunne stige ud af rumfartøjet. Til dels alene for at virkeliggøre fantasien om et menneske der svæver alene rundt i det enorme kosmos uden andet end en navlestreng mellem sig og moderskibet. Men rumvandringer har også praktisk betydning for rumforskningen. Evnen til at bevæge sig fra et rumfartøj til et andet, udforske planeternes overflader eller (hvad der er særlig relevant for Den Internationale Rumstation) udføre vedligeholdelse, reparationer eller samling af ting på rumfartøjets yderside – det er alt sammen afgørende i forbindelse med langvarige rumrejser.

Den første rumvandring blev gennemført i 1965 af kosmonauten Aleksej Arkhipovitj Leonov. Han åbnede lugen i sit Voskhod-rumfartøj, svævede ud for enden af en livline og meddelte Moskva: ”Jorden er definitivt rund” – sandsynligvis til stor fortvivlelse for alverdens fortalere for at den skulle være flad. For det sovjetiske rumprogram var det en triumf, men efter tolv minutter konstaterede Aleksej Arkhipovitj at han ikke kunne komme ind gennem lugen igen. Som følge af en funktionsfejl eller en konstruktionsfejl var hans rumdragt svulmet op så han ikke længere kunne komme gennem den smalle åbning; han blev tvunget til at lukke noget af den dyrebare luft ud af sin rumdragt og derefter vride sig igennem. Som følge deraf faldt trykket så meget at han var tæt på at miste bevidstheden. Nogen lovende begyndelse på rumvandringens historie var det ikke, men siden da har over to hundrede personer formået at iføre sig rumdragt og svæve gennem en luftsluse ud i det sorte verdensrum.

Selv om nogle af udfordringerne ved rumvandringer er blevet lettere at håndtere, er det ikke mindre farligt af den grund. For blot få år siden begyndte astronauten Luca Parmitanos hjelm at fyldes med vand mens han var udenfor, og det udløste den rædselsvækkende forestilling om at en astronaut kunne drukne i rummet. Rumvandringer er så langt den farligste del af vores tid i kredsløb – der er langt flere variable, utallige stykker apparatur som kan svigte, og procedurer der kan gå galt. Vi er umådelig sårbare herude. 


FOTO: Scott Kelly / NASA

De ubemandede raketter den eneste måde at få tilstrækkelig mange forsyninger op til os på. SpaceX har forløbig haft stor succes med deres Dragon-lastefartøj og i 2012 nåede de som det første private firma frem til ISS. De håber at kunne komme til at flyve med astronauter i Dragon inden for de nærmeste år. Hvis det lykkes dem, bliver de det første private firma der sender mennesker i kredsløb.

Lige nu rummer Dragon to tons forsyninger som vi skal bruge. Der er mad, vand og ilt, der er reservedele og forsyninger til de systemer som holder os i live, medicinske forsyninger, tøj, og nye videnskabelige eksperimenter som vi skal udføre. Et af de videnskabelige eksperimenter skiller sig ud ved at omfatte en lille gruppe på tyve levende mus til et studium vi skal foretage af hvordan vægtløshed påvirker knogler, muskler og syn. Hvert nyt forsyningsfartøj har også dyrebare leverancer af frisk mad som vi kun har få dage til at nyde inden den slipper op eller bliver dårlig. Frugt og grønsager rådner tilsyneladende hurtigere heroppe. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, og synet af processen gør mig bekymret for om det samme er ved at ske med mine egne celler.

>> Læs mere om Ekspeditionen

Noget helt afgørende for at kunne komme til Mars eller for den sags skyld noget andet sted i rummet er et velfungerende toilet. Vores sørger ikke blot for at oplagre affaldsstoffer – vores urinanlæg destillerer også urinen til drikkevand. På missioner fra planet til planet er et sådant system nødvendigt, for at bringe mange tusind liter drikkevand til Mars vil ganske enkelt være umuligt. På Den Internationale Rumstation er vandsystemet på det nærmeste et lukket kredsløb med kun sporadisk behov for at få tilført ferskvand. Noget af vandet renser vi for at kunne fremstille ilt.

Ganske vist får vi sendt ferskvand op med forsyningsraketterne, men vi har sjældent brug for det. Russerne får frisk vand sendt op fra basen som de drikker og udskiller i form af tis for efterfølgende at lade os forarbejde det til vand. Kosmonaut-urin er en af afregningsmetoderne i et løbende tuskhandelsystem af varer og tjenester. De giver os deres tis, og vi deler ud af den elektricitet som vores solpaneler har genereret.

...

I dag er endnu en forsyningsraket blevet opsendt fra Bajkonur, en russisk Progress. Den russiske besætning fulgte opsendelsen tæt og blev holdt løbende orienteret af det russiske kontrolcenter, og da raketten var kommet planmæssigt i kredsløb, svævede Anton hen for at fortælle os det. Men mindre end ti minutter senere meddeler kontrolcentret i Moskva at der er indtruffet en omfattende funktionsfejl, og at rumfartøjet er gået i vildt og ukontrollabelt spin. Ingen af deres løsningsforsøg formår at udbedre problemet.

Heroppe drøfter vi hvad det kommer til at betyde for os hvis det pågældende Progress-fartøj går tabt. Vi gennemgår forsyningerne ombord – mad, rent tøj, ilt, vand og reservedele. (...) Russerne  kommer til at mangle mad og tøj, og derfor kommer vi til at dele med dem og i sidste ende også selv mangle. Dagen igennem holder Misja, Gennadij og Anton os orienteret og de ser mere og mere bekymrede ud. Kosmonauterne havde alle tre personlige ting med i Progress-fartøjet, og nogle gange omfatter pakkerne smykker og andre uerstattelige sager. Misja betror sig til mig om nogle af genstandene ombord med ængstelsen malet i sine store, blå øjne.

”Måske får de kontrol over den igen,” siger jeg og giver ham et dask på skulderne, selv om vi begge to godt ved at det bliver mere og mere usandsynligt for hvert minut. Jeg ville gerne tale problemet igennem med vores besætning, men jeg har et halvsamlet toilet der skal repareres.


FOTO: Scott Kelly / NASA
 
Mens jeg arbejder, får vi at vide at Progress-fartøjet nu officielt er erklæret tabt. Med en dårlig fornemmelse svæver jeg over til den russiske afdeling for at lægge råd op. Misja modtager mig i servicemodulet og har tydeligvis allerede hørt den dårlige nyhed.

”Vi skal nok hjælpe jer med alt hvad I har brug for,” siger jeg.

”Tak skal du have, Scott,” siger Misja. Jeg tror aldrig jeg har set en anden mand udstråle en sådan fortvivlelse. Normalt bekymrer vi os ikke om lavvande i forsyningerne, men ved at miste en Progress bliver vi pludselig opmærksomme på hvor afhængige vi er af en stadig strøm af vellykkede forsyningsmissioner. Et enkelt eller to svigt kan vi sagtens klare, men derefter bliver vi nødt til at rationere.

Langt større bekymring end forsyningerne gælder imidlertid de kolleger der snart skal opsendes: Den raket der blev Progress-fartøjets skæbne, er den samme som den bemandede Sojuz bliver opsendt med. De tre nye medlemmer af besætningen skal op om lidt under en måned, den 26. maj, og må forlade sig på den samme hardware og software. Det russiske rumagentur er nødt til at undersøge hvad der gik galt, og forvisse sig om at det ikke gentager sig. Det får konsekvenser for vores tidsplan heroppe, men ingen har lyst til at flyve med en Sojuz der risikerer at få samme skæbne som Progress-fartøjet. Det ville være en forfærdelig død at snurre ukontrollabelt rundt i lavt kredsløb om Jorden og vide at man snart vil dø af enten CO2-kvælning eller iltmangel, hvorefter vores lig går i kredsløb om Jorden og først flere måneder efter brænder op i atmosfæren.

Jeg bliver færdig med at samle alle kablerne på urinanlægget. En del af de mistede forsyninger i Progress-fartøjet var ferskvand, og uden mulighed for selv at producere det vil vi seks heroppe ikke holde længe. Jeg krydstjekker samtlige forbindelser og giver så kontrolcentret besked på at tænde det. Det virker. De lykønsker mig, og jeg takker dem for deres hjælp.

>> Læs mere om Ekspeditionen

Da jeg om natten ligger i min sovepose og svæver med lukkede øjne, oplever jeg et af de her små sæt det nogle gange giver i en lige idet man er ved at falde i søvn, hvor det føles som om man falder og prøver at gribe sig selv. I rummet er de mere dramatiske, for uden tyngdekraften til at holde mig fast til sengen bølger min krop vildt frem og tilbage. Og denne gang var det særlig dramatisk, i og med at det faldt sammen med et stærkt glimt af kosmisk stråling. Mens jeg prøver at falde i søvn igen, spekulerer jeg over om den kosmiske stråle mon har udløst min refleksbetingede reaktion eller om det bare var rent tilfælde.
 


Det er mærkeligt at pakke til at forlade rummet. Der bliver smidt masser af ting ud, det vil sige bliver oplagret i Cygnus-fartøjet som senere på måneden kommer til at brænde op i atmosfæren. (…) Jeg samler det hele sammen og tager det med hen i Kuplen. Da jeg åbner skodderne, får jeg et glimt af brunligt sand og ved ud fra farven og teksturen nøjagtig hvor over kloden vi befinder os: sletterne stik nord for Mogadishu i Somalia. På den ene side er det tilfredsstillende at føle det som om jeg kender planeten så udførligt. På den anden får det mig også til at føle det som om jeg afgjort har været heroppe for længe.
 

 
Det er svært at forklare folk der ikke har været her, hvor meget vi kommer til at savne naturen. Engang vil man have opfundet et ord for den særlige type nostalgi vi føler for alt levende. Vi kan alle sammen godt lide at høre optagelser af naturen – regnskove, fuglesang og vinden i træerne. (Misja har sågar optagelser af myg, men det synes jeg nu er at overdrive.) Selv om alt heroppe er sterilt og livløst, har vi vinduer med en fantastisk udsigt til Jorden. Det er svært at beskrive oplevelsen af at kigge ned på planeten. Jeg føler at jeg kender Jorden på en mere intim måde end de fleste andre mennesker – kystlinjerne, terrænet, bjergene og floderne. Nogle dele af verden, navnlig i Asien, er så dækket af luftforurening at de virker syge og har brug for behandling, eller i hvert fald tid til at komme sig. Grænsen for vores atmosfære ude i horisonten virker lige så tynd
som en kontaktlinse hen over et øje, og dens skrøbelighed synes nærmest at forlange at blive beskyttet af os.
 
 
...
 
Bearbejdet uddrag fra Scott Kelly EKSPEDITIONEN. ET ÅR I RUMMET. Mit livs opdagelsesrejse.
Oversat af Jakob Levinsen. Forlaget Don Max.
 




FOTOS. Scott Kelly / NASA
TOP  ▲
Ekspeditionen
Scott Kelly tilbragte rekordlange 340 dage på Den Internationale Rumstation ISS og er en af rumfartens absolutte veteraner. I erindringsbogen ’Ekspeditionen’ fortæller han personligt og indsigtsfuldt Læs mere