20. oktober 2016

Endnu en pris til Puk

Tidligere i år modtog forfatter og mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, journalisternes Cavlingpris. Nu får hun endnu en pris. Denne gang sammen med fotograf Daniel Rye, når de den 28. oktober får overrakt Dignity-prisen for bogen Ser du månen, Daniel. Bogen er fortællingen om Daniel Ryes 13 måneder i fangenskab hos Islamisk Stat i Syrien.
 
Dignity-prisen uddeles af Dignity – Dansk Institut mod Tortur, der over for DR begrunder valget af prismodtager således:
”I Dignity arbejder vi med tortur og med at hjælpe torturofre. Daniel Rye har givet Puk Damsgård og læserne et unikt indblik i, hvad tortur og indespærring gør ved et menneske. Det er en fortælling, som råt viser, hvorfor tortur og umenneskelig behandling er så ødelæggende, og det er en fortælling, som er med til at åbne danskernes øjne og skabe større forståelse for torturens ofrer,” siger direktøren i Dignity, Karin Verland.

Puk Damsgård siger:
”Jeg er meget glad for og stolt over at være modtager af prisen sammen med Daniel Rye. Han har været ufatteligt modig at fortælle mig og læserne om sin oplevelse af tortur gennem 13 måneders IS-fangenskab. Det er en historie, der gør os bedre i stand til at forstå torturens væsen og mål. Daniel Rye er et sprællevende og vigtigt eksempel på, at det er muligt at leve et godt liv – også efter at have været udsat for tortur. Det, synes jeg, giver håb – selv i det allermørkeste mørke.”
 

Gå til News