Logo - Politikens Forlag

Q&A med Erik Valeur 

 
Erik Valeur er aktuel med Logbog fra et livsforlis, der er hans anden bog. Han beskriver selv bogen som en fabel, en samtidsfortælling og en thriller på én gang. Den handler om børn, der vokser op med særheder, ingen kan finde ud af at flygte fra. Om ånder og om døden – og Universet – om magtfulde politikere, management-guruer og mediestjerner. Og om de hemmeligheder, alle mennesker forsøger at skjule for sig selv – og hinanden. Her kan du læse mere om bogens temaer, personer, hvor virkeligheden kommer med i fiktionens verden og endelig, hvad hans bud er på en god roman.

Bogens hovedperson, Viggo Larssen – hvor kommer han fra?

Jeg tror, at alle børn vokser op med nogle sære træk – og nogle hemmeligheder – de aldrig fortæller de voksne om. Og når vi selv bliver voksne, tager vi en del af de særheder med os. Jeg tror, at mennesker har et ’hemmeligt liv’ – nogle træk og nogle tanker, som vi skjuler omhyggeligt for omverdenen, fordi vi fornemmer, at en afsløring af dem ville gøre os pinlige og anderledes i andres øjne. Den skyhed – og de tanker – ønskede jeg at udtrykke gennem drengen og manden Viggo Larssen. Han er et sært barn og en sær voksen – som til sidst rejser væk fra alting og flytter ind i et fyrtårn, omtrent ved verdens ende. Nogle af hans tanker og oplevelser er taget fra mig selv. Han vokser op hos sin mor og bedsteforældre, men når han virkelig har brug for dem, overser de ham. Når han får røde øjne af at ligge vågen om natten, drypper de hans øjne med borvand – og opdager derfor aldrig, hvad det er for nogle syner og drømme, der plager ham så heftigt og gør ham så skrækslagen. Egentlig synes jeg, at der i Danmark er en tendens til, at vi alle sammen skal fremstå tjekkede og normale – og det lykkes altså ikke for Viggo.

Hvor kommer ideen fra?

Jeg synes, det er vildt interessant, at voksne og børn lever i to meget forskellige verdener, sådan som jeg ser det. At vi vil gøre det så godt – som voksne og som forældre – og så alligevel overser vores børn, når det virkelig gælder. Vi ser ikke, hvad de går og døjer med, og de skjuler det for os, fordi de fornemmer, at vi ikke vil forstå det. Og når børnene en dag selv bliver voksne, så gentages mønstret. Det er helt utroligt. I romanen hvirvles nogle af disse barndomshemmeligheder pludselig op og sætter en række mærkværdige hændelser i gang. Fortællingen om Viggo – og de andre børn – er på en måde bygget op som en tegneserie, blandt andet med hentydninger til Den lille prins, til krigsblade og seriehæfter, til Anders And, Davy Crockett og H.C. Andersens eventyr. Det er et univers, hvor sort står over for hvidt, og hvor fantasi pludselig viser sig at være virkelighed – og omvendt.  Titlen Logbog fra et livsforlis hentyder ikke kun til Viggo – selv om han er kæntret – stukket af fra alting. Den kan også dække de fleste af de øvrige personer i bogen, hvad enten de er magtfulde og tjekkede. Rige, succesfulde eller tossede – de er hovedkulds på vej i en retning, der ikke levner dem nogen mulighed for at vende om.

Hvordan har du researchet?

Jeg kendte i forvejen både de steder og de personer, jeg beskriver. Men selvfølgelig har jeg i nogle tilfælde været tilbage – til fortiden – for at genopfriske det. Som barn, var jeg indlagt på et hospital på halvøen Røsnæs i to år med en alvorlig hoftesygdom. Da Viggo skulle flytte ud til verdens ende med sin angst og sin ensomhed, kendte jeg allerede fyrtårnet på spidsen af næsset. Jeg tog derop og vandrede omkring i fyrskoven, ind til jeg havde fået placeret både ham og den kvinde, der opsøger ham med et mystisk, skæbnesvangert, budskab fra hans barndom. Kvarteret i Søborg, hvor Viggo vokser op, er mit eget barndomskvarter. Jeg boede i et lille rødt rækkehus over for en enorm gul villa med en meget brutal dreng, som vi alle sammen frygtede. I bogen bliver denne dreng statsminister i Danmark. 

Optræder der virkelige personer i bogen – for eksempel blandt de magtfulde mennesker, der også beskrives?

I Logbog fra et livsforlis møder man blandt andet Taarbækklubben, som består af tidligere og nuværende topembedsmænd. Her beskriver jeg syv mænd fra det absolut øverste magtlag i Danmark. Jeg har haft nogle ganske bestemte personer i tankerne, og det varret morsomt. Jeg tror også, det giver læseren en fornemmelse af, at den del af dramaet kan være autentisk – at dét, disse mænd sætter i værk, selv om det er hårrejsende og næsten uvirkeligt, faktisk kan foregå i virkeligheden. For det kan det. En af dem er en magtfuld departementschef, der beskrives som tidligere venstresocialist, og det er helt præcist, for ham har jeg mødt i virkeligheden. Jeg synes, det er skægt, at så mange af landets meget magtfulde mænd var langhårede og venstreorienterede og gik i army-jakker og med anti-atomtegn dengang i 70’erne. Nu er det omvendt.

Hvilke temaer møder vi i bogen?

Det altoverskyggende tema er barndommens hemmeligheder – særheden, frygten, ensomheden – som vi tager med os som voksne, men skjuler så godt. Der er også et meget klart tema om alderdom – hvor vi stuves af vejen og glemmes, helt konsekvent – og om døden, der omgiver os i mere og mere voldsom grad. Der er døde mennesker overalt omkring os, i alle nyhederne, i alle vores medier, i de fleste film. I bøger. Den er overalt. Men det er de andres død, den fjerne død. Den uvirkelige død, som vi kan holde på afstand. I den manøvre opstår tabuet omkring vores egen, helt personlige død. Dén taler vi ikke om. Tværtimod. Store dele af nationen motionerer som gale og betaler enorme summer for alle de former for livsforlængelse, industrien tilbyder. I forsøget på at udskyde det uundgåelige – som ingen tør nævne højt. Det har jeg i romanen kædet sammen med hele den management- og coaching-mani, der har plaget vores land og vores arbejdspladser i et årti. Alt skal være planlagt og målbart og alligevel i opbrud. Alt skal kontrolleres, effektiviseres og styres – benhårdt – og alligevel skal du selv, personligt, tilbyde grænseløs forandringsparathed og villighed til at vove dig ud i det uvisse. Jeg kender så mange samvittighedsfuldt arbejdende mennesker, der er blevet helt blå i hovedet – og fuldstændig ulykkelige – af al det blålys, vi påduttes af alle disse managementkonsulenter – og Corydon, Mette- og Hjort Frederiksen-typer.

Der er referencer til Det syvende barn i din nye fortælling?

Ja og personer. Der er gået med ’over’. I hvert fald den kvinde, der er bogens jeg-fortæller, og som møder Viggo ved fyret på Røsnæs. Viggo startede selv sit liv på børnehjemmet fra Det syvende barn, men han var der kun nogle få uger. Den nye historie handler ikke om børnehjem – eller om adoptivbørn – men om voksne og børn – alle voksne og børn. På den måde er den bredere og måske også et lag dybere. De små gule kanariefugle er også fløjet med over i den nye bog. Kanariefugle har fulgt mig hele min barndom, og de repræsenterer noget helt specielt, synes jeg. Næsten som en tegneserie – bare i virkeligheden. Det var de spanske conquistadorer, der fandt dem på de fjerne øer og importerede dem til de europæiske fyrster og monarker som pyntefugl – et meget skrøbeligt og spinkelt, syngende væsen, tilsyneladende lavet af guld – før den endte som allemandseje i små bure. I mit barndomshjem døde den ved den mindste berøring, fløj ud af vinduet, blev kvalt i et salatblad, levede det ene øjeblik og var død det næste.
 
Afslutningsvis – hvad kan så en god roman, i din optik?

En god roman lukker læseren med ind i rum, som helt sikkert kan genkendes, men så alligevel ikke. Der er genkendelige ting, og så er der ting, der er helt nye og mærkelige. Man er tryg, fordi man genkender noget – og nysgerrig, fordi der samtidig sker noget, man ikke aner, hvad er, og hvor fører hen. Som fører én videre og gør én nysgerrig efter at blive vist rundt …