Ny dansk krimiserie. Kom tæt på geniet og særlingen H.C. Andersen på en helt ny, fiktiv og gruopvækkende måde, når Politikens Forlag i efteråret 2018 udgiver første bind i en ny serie, hvor den verdensberømte forfatter tager os med ind i den københavnske underverden anno 1840-50.
Byen er plaget af fattigdom og sygdom, politisk grøde og spændinger mellem samfundslagene - og grumme forbrydelser forbliver uopklaret i hænderne på et politi uden effektive værktøjer. Politiet begynder derfor i al hemmelighed at gøre brug af landets skarpeste hjerne, når de værste forbrydelser skal opklares.
En psykologisk profil eller en næse for grusomheder ville man måske i dag sige om det arbejde, som den ugifte og anerkendelsessyge H.C. Andersen hjælper ordensmagten med. Og når sagen endelig er opklaret, dypper forfatteren pennen i blæk, og gengiver begivenhederne i sit helt eget fantastiske sprog. Pludselig er det uhyggelige drab på en ung pige blevet til eventyret om ’Den lille havfrue’ - og resten er historie.
Bøgerne om detektiven H.C. Andersen skrives i et nyskabende samarbejde mellem forfatterne A.J. Kazinski og Thomas Rydahl.
A.J. Kazinski er et pseudonym for forfatterne Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Sammen har de solgt over 320.000 bøger i Danmark og udkommer i mere end tyve lande. De har vundet priser både herhjemme og i udlandet, bl.a. vandt bogen Den sidste gode mand prisen for årets roman i Frankrig i 2012, Prix Relay. Den sidste gode mand er på vej som film i Hollywood, med manuskript af Oscar-vinderen Josh Singer.
Den forfatterskoleuddannede Thomas Rydahl har udgivet romanerne Eremitten og De savnede. Eremitten har vundet flere litterære priser, bl.a. Glasnøglen i 2015, for årets bedste nordiske krimi.
Forlagsdirektør for Politikens Forlag, Lene Juul, siger:
”Det er en af de bedste ideer, jeg i nyere tid er blevet præsenteret for, og de tre forfatteres litterære kvaliteter er en perfekt kombination til en ny krimiserie som denne. Kazinski og Rydahl skriver med udgangspunkt i og respekt for noget af landets fornemmeste litterære arvegods – H.C. Andersen – og så har de tre forfattere hver deres tæft for den gode historie og gåde. Vi har allerede nu mærket stor international interesse fra udlandet.”
Forlaget forhandler i øjeblikket med et stort produktionsselskab om film- og tv-rettighederne.
Pressehenvendelser til:
Pressechef Camilla Høy - Mail: camilla.hoy@jppol.dk - Tlf.: +45 30 38 28 12