Logo - Politikens Forlag

Mandelgaven – en af lilleputlandets kæreste juletraditioner



Lige efter anden, flæskestegen eller gåsen; lige dér, hvor risalamanden kommer på bordet; lige dér begynder juleaften for alvor for mange. Aftenens første lille eftertragtede gave skal uddeles, og det er ikke altid, den tradition går helt så juleidyllisk for sig, som vi synes, den skal.  Det har forfatteren Erik Valeur skrevet syv barske fortællinger om i sin nye grumme og forunderlige novellesamling, Mandelgaven.


Hvorfor har du valgt at tage mandelgaveritualet under behandling?

Når jeg holder foredrag om mine romaner, fortæller jeg gerne om det faste juleritual hos min morfar og mormor, hvor jeg voksede op: Min mormor og jeg sørgede omhyggeligt for, at min morfar fik mandlen og vandt grisen – ellers var resten af julen ødelagt. Jeg opdagede, at mange af tilhørerne selv havde sådan nogle mindre idylliske historier om netop mandelgave-traditionen – og så begyndte jeg at samle dem ind og udvalgte syv af dem til bogen.


Hvad mener du, julen generelt betyder for danskerne?

Jeg tror, at alle danskere har en længsel efter, at julen hvert år bliver ligesom dén, de fleste har et minde om, fra dengang de var børn: En god juleaften – én, hvor lysene skinnede i de voksnes øjne, og alt var varmt og rart og hyggeligt. Netop dét er nok en kamp at leve op til – med alle de puslespil af sammenbragte familier, der skal gå op – og al den overdådighed, vi skal leve op til.


'Er det ikke helligbrøde nærmest at forholde sig kritisk til vores jul og vores juleritualer?

Jeg er ikke kritisk over for hverken jul eller juleritualer – især ikke det sidste – som ikke mindst min yngste datter holder meget fornemt i hævd. Med min lille samling af lidt anderledes historier prøver jeg at sige, at julen er mere end glitter og fryd og strålende basunengle, fordi den også sender sine nervetråde lige ind i sjælen og ned gennem generationer, hvor man også mindes og længes og kan blive både vemodig og urimelig.


Hvilke traditioner holder du selv i hævd?

Der skal være en hyggelig stue med levende lys og et juletræ, der godt må have glimmer og glitter, som i mit eget barndomshjem, hvor det nærmest var tynget til gulvet af lametta, engle og trommer og fyldte, flettede kurve. Gaverne skal åbnes én ad gangen, så alle kan følge med i, hvad alle får – og af hvem. Jeg kan ikke døje, når folk åbner pakkerne i et opskruet tempo, hvor ingen kan følge med.


Skal du have risalamande i år?

Ja, da. Men der skal helst være noget tyk kirsebærsovs – så glider mine max tre små skefulde nemmere ned. Jeg har aldrig selv vundet mandelgaven. Som voksen, sikkert fordi jeg spiser for lidt – som barn, fordi vi sørgede for, at min gamle morfar altid fik mandlen i første skefuld. Det undrede ham aldrig – i alle de år – at det altid gik sådan. Hvilket held!


Faktaboks 1 om bogen:

Syv barske fortællinger om mandelgaven
Erik Valeurs novellesamling bygger på en lang række sandfærdige, men alt andet end idylliske beretninger, samlet ind hos danske familier, der år efter år har kæmpet om mandelgaven. Der er beskrivelser af snyd, skuffelse, jalousi og grådighed, der er små, men dramatiske fejder mellem brødre og søstre, børn og forældre – følelser, der normalt holdes skjult, men som mange danskere vil kunne nikke genkendende til. 112 sider, kr. 100
 
Erik Valeur (f. 1955) er forfatter, journalist og mediekommentator; har to gange sammen med kollegaer modtaget Cavlingprisen. Det syvende barn fra 2011 var Erik Valeurs debutroman, som han fik en række priser for: Debutantprisen, Weekendavisens Litteraturpris, DR Romanprisen samt Glasnøglen for bedste nordiske spændingsroman. I 2015 udgav han Logbog fra et livsforlis.


Faktaboks 2 om traditionen med mandler:

Danskerne har formentlig fået idéen til legen med mandlen fra franskmændene, der gemte en bønne eller en lille figur i en kage til Helligtrekonger, hvorefter den heldige vinder blev ‘konge’ for en dag. Risengrøden kunne strækkes og blive til en ekstra dessert, hvilket var både praktisk og besparende – ikke mindst i rationeringstiden efter Krigen. På det tidspunkt gav vi, med et typisk skvæt af den gode danske selvironi, den nye folkedessert det fornemt franskklingende navn risalamande – og en skønne dag var den blevet en af lilleputlandets kæreste juletraditioner.