KVINDER. HA! DEM KOMMER MAN JO IKKE UDEN OM. HELDIGVIS ...


Kvinderne i Jens Henrik Jensens krimier er hårdkogte typer med kant, styrke og en udpræget grad af selvstændighed. Hvor stammer inspirationen til disse stærke kvinder fra, og hvordan har krimiforfatteren det egentlig med kvinder?

Fortalt til Vicki Broue Meinertz

Jeg har nu haft 53 år til at finde ud af, hvordan det forholder sig med kvinder. Om end de nogle gange kan være svære at blive kloge på, så trives jeg godt med kvinder – især de bestemte. Jeg har altid fungeret bedst med kvinder, der er til klar tale. Kvinder med handlekraft, vid og bid.  Og jeg synes, at modspil og ligeværdighed er to bærende søjler, når det handler om måden, vi omgås hinanden på. Uanset om det er på job eller privat. Så på den måde er der en lige linje fra mit eget liv og til kvinderne i mine romaner. Margrethe Franck, den stærke kvinde i Oxen-trilogien, afspejler det klart, synes jeg. Men det samme gør min forrige hovedperson, kriminalbetjenten fra Esbjerg, Nina Portland. Skal jeg nævne to berømte kvinder, der bevidst eller ubevidst har inspireret undervejs, må det blive Madonna og Annie Lennox. Jeg har stor respekt for deres musik og hele deres karrierer. På hver sin måde er det to kvinder med deres meningers mod. Og hvem ved? Måske er pro-vokatøren i Franck fra Madonna – og intellektet, coolness og frisure fra Lennox?


Min kone, Mai


Min kone er et karakterfast menneske – med en god portion stædighed. Hun er en no bullshit-type, samvittighedsfuld og ordentlig. Samtidig er hun både koldblodig og handlekraftig – egenskaber, der er brug for at trække på hver dag i det daglige arbejde som hospitalslæge. At håndtere sygdom og død kræver styrke, men også hendes fine empati.

Så på mange måder er der masser af karaktertræk, der går klart igen hos både hende og Margrethe Franck. Det kunne velsagtens føre til en lynhurtig konklusion – men jeg må dog sige, at min romanfigur ikke er skabt som et spejlbillede af nogen. Heller ikke min kone. 

Snarere er Margrethe Franck sat sammen af elementer, jeg genkender forskellige steder fra.

Min kone kan dog godt li’ seje biler, så hov – der var måske noget, jeg har lånt direkte. Til gengæld er hun ikke korthåret.


Min mor, Gerda


Hun repræsenterer fine gammeldags dyder som ordentlighed, omsorg, hjælpsomhed og en uegennyttighed, der betyder, at hun ofte tænker på andre før sig selv. 

Måske endda nogle gange for udtalt – men hun er ud af en generation, hvor ingen ville have drømt om hverken selfies eller reality-tv. Og hun er ud af en generation – og en tradition – hvor man kom ud at tjene som ung, i stedet for at blive spurgt hvad man havde lyst til. Hun har helt sikkert en kreativitet, en indre sejhed og en evne til at mobilisere kræfter, akkurat som Franck. Og gennem sit liv som medhjælpende hustru i min fars vognmandsforretning har hun haft det store ord og beslutningskraften på hjemmefronten.


Margrethe Franck – den kvindelige hovedperson i Oxen-trilogien


Figuren udsprang af ønsket om at skabe en stærk, selvstændig kvinde, der er i stand til at forstå, hvad der foregår inde i krigsveteranen og jægersoldaten Niels Oxen, men som også er så skarp, at hun kan give ham et kvalificeret modspil. Så han kan spejle sig i hende. Således at det, hun siger, er noget, han har respekt for og kan reflektere over. At gøre Margrethe benamputeret var en af måderne. Ulykken, der ligger bag, har ført hende gennem et traume og ud på den anden side – samme tilstand og samme situation, som Oxen er så påvirket af. At hun mangler det ene ben, men samtidig er så handlekraftig og insisterer på, at ingen skal tage hensyn, er med til at give hende profil og kant, synes jeg. Samtidig med at hun forhåbentlig bevæger sig langt væk fra den gængse kliché-figur af stærke krimi-kvinder. Hvor mange andre krimi-kvinder er lige handicappede – men så cool som hende?

Af samme grund kører hun naturligvis i en Morris Mini. Og naturligvis er den tunet. Margrethe Franck bevæger sig ret respektløst i forhold til sine omgivelser, også når det kommer til hendes overordnede. Den snart meget berømte sølvslange i hendes øre er et rebelsk symbol. Det samme er hendes korte, halvpunkede frisure.

Men hun er også en intelligent kvinde, der er i kontakt med sig selv. Derfor betyder uret, hendes forældre forærede hende efter amputationen, voldsomt meget for hende. Inskriptionen lyder: ’Per aspera ad astra’ – gennem vanskeligheder mod stjernerne – og det er en ordlyd, som rummer hele Franck og hendes indstilling til livet: at man nødvendigvis må fighte.
TOP  ▲
De mørke mænd
Niels Oxen er Danmarks højest dekorerede soldat nogensinde. Han og hans gamle makker, Margrethe Franck fra Politiets Efterretningstjeneste, tager på ny kampen op mod de mørke mænd, der har magten. De Læs mere
De hængte hunde
Den traumeramte krigsveteran Niels Oxen lever af at samle flasker og spise madaffald fra supermarkeder. Efter et natligt besøg på et middelalderslot i skovens udkant mistænkes han pludselig for Læs mere