MÅ HAN IKKE NOK FÅ EN SØD KÆRESTE?


Vicekriminalkommissær Axel Steen er den hårdtprøvede hovedperson i Jesper Steins populære og anmelderroste krimiserie. Og forfatteren letter ikke på speederen i det nyeste bind i serien, PAPA, der netop er udkommet.

Af Camilla Wahlgreen


Hvordan har Axel Steen det lige nu? Når forfatter Jesper Stein går i gang med de indledende øvelser til en ny krimi, har han altid brug for først at få på plads, hvor hans hovedperson er i sit liv. 

”Hvilket pres skal jeg udsætte ham for? Hvordan er hans relationer til ekskonen, datteren, en ny kvinde, hvis han har mødt sådan en, cheferne og alle de andre. Jeg skriver mig ind på ham. får sat en stemning og en scene, som sætter tonen for hele bogen,” fortæller Jesper Stein.

Og hvem er ham Axel Steen så? Vicekriminalkommissær ved Københavns Politi. Ekspert i mordsager. I evig opposition til chefer, regler og systemer. Kompromisløs i sine metoder og sin jagt på forbryderne. Han opnår resultater, men det har en høj pris at være en all in type som ham. Privatlivet er kaotisk. Han har et uafklaret forhold til sin ekskone. Hans datter er mærket af hans risikofyldte liv. Dødsangst og usikkerhed dulmer han med masser af sex og et til tider eskalerende stofmisbrug. Han er på den ene side en hårdkogt lonely rider, på den anden side en krøllet og forslået sjæl. 

En mixet modsætningsfyldt person, som har vist sig at være utrolig populær hos læsere både i Danmark og udlandet. Det står klart for Jesper Stein, når han møder læserne i forbindelse med bogmesser og foredrag eller får hilsner på Facebook og Instagram, at de især læser hans bøger på grund af Axel Steen.

”Han er en rummelig fiktiv karakter. Læserne tolererer utrolig meget fra ham. Druk, stoffer og strippere. Så længe de får lov til at komme helt tæt på personen, så kan jeg lade ham gøre ting, der er vildt grænseoverskridende eller temmelig idiotiske. De ønsker stadig, at det går ham godt,” siger Jesper Stein.


Vil frelse Axel Steen


Tilsyneladende findes der mange Axel Steener i den virkelige verden. I hvert fald hører forfatteren ofte fra mandlige læsere, at de er Axel Steen. De synes, at de læser om sig selv. 

”Jeg tror, mange af os drømmer om at gøre som ham. Han handler, før han tænker, i stedet for at tøve og tvivle. Sådan har jeg det da selv lidt. Jeg udlever noget af mit eget vægelsind. Det kan jeg slippe for i selskab med ham,” siger Jesper Stein.

Nogle kvindelige læsere vil gerne frelse Axel Steen og spørger forfatteren, om han ikke kan være lidt blidere over for sin hovedperson, og om han ikke snart må få sig en sød kæreste? Samtidig er de fascinerede af hans bad boy attitude.

”Min italienske forlægger sagde en gang til mig, at Axel Steen bestemt ikke er en mand, hun ville gifte sig med. Til gengæld ville hun rigtig gerne gå ud med ham. Især i de kedelige perioder af sit ægteskab. Andre siger, at han er en værre en. Det er han jo sikkert også,” griner Jesper Stein.


Bliver rigtig modbydeligt


Femte bind i serien om Axel Steen er netop udkommet. Denne gang er Axel Steen gået undercover. Han udgiver sig for at være en helt anden end sig selv i forbindelse med efterforskningen af et vanvittigt bokskup, der viser sig at trække tråde til en yderst farlig og magtfuld bagmand.
 
”Er der nogen, der vil være god til at være undercover agent, så er det Axel Steen. Noget af det, der er i bevægelse i alle bøgerne, når man møder ham helt unplugged, det er jo, at han gerne vil væk fra sig selv. I sex. I rus. I hårdt arbejde. Fordi han ikke rigtig kan holde ud at være, den han er,” siger Jesper Stein og fortsætter:
”Uden at afsløre for meget om handlingen, så efterprøver jeg helt ned i mindste detalje, hvordan det er for Axel Steen at være en anden mand, og hvad der så sker, når han igen skal være sig selv. Det clash er noget af det, der skaber spændingen i min nye roman.”
 
Det lader altså til, at Axel Steen atter kommer på noget af en prøve, og at Jesper Stein ikke har tænkt sig at lette foden fra speederen. Som han siger:
”Det bliver rigtig modbydeligt det hele. På den onde måde.”
TOP  ▲
Bye Bye Blackbird
Axel Steen får en opringning fra fortiden, da der findes dna i en ny voldtægtssag, som matcher dna fra et uopklaret sexdrab i 2004. Nu får Axel Steen en chance for at løse sagen, der var ved at Læs mere
Nyhed!
Aisha
På Amager findes en sikkerhedschef myrdet. Han har levet et liv med masser af kvinder, og jalousi er et oplagt motiv. Men han har også haft en fortid i PET, hvor han har været involveret i alle de Læs mere
Akrash
Vicepolitikommissær Axel Steen er på sit livs nedtur, da hans chef, Jens Jessen, får et penibelt tip om, at den russiske mafia har placeret en muldvarp centralt i den danske politietat. Jens Jessen Læs mere
Uro
Uro er den første bog i en serie om politimanden Axel Steen. Den foregår i tiden omkring rydningen af Ungdomshuset i 2007, hvor en mand findes myrdet under urolighederne.

Læs mere