Logo - Politikens Forlag
14. december 2014

Julehilsen fra Elsebeth Egholm

Julehilsen fra Elsebeth Egholm

Så er der julehilsen fra forfatter Elsebeth Egholm, der skal læse Anders And i julen, skriver på ny Dicte-roman, har mistet meget julepynt og er ramt af stærke følelser af både savn og glæde i julen. Læs med her:

”Julen er stærk på følelser, så derfor har den stor betydning – på godt og ondt – for mig. Jeg synes altid, at julen både er en dejlig tid og en svær tid. Dejlig, fordi der er tid til hinanden, til at samles. Svær, fordi det er en tid, hvor savn er en af de fremherskende følelser. Der er ikke noget lalleglad ved julen for mig.  Det er barske løjer at skulle ud med en krans til min barndomsvenindes gravsted og til min fars. Jeg savner også min ældste bror, som bor i Kabul. Til gengæld har jeg min skønne kæreste og hans tre snart voksne sønner, min mor og min yngste bror. Så der er også nogen at glæde sig over og sammen med.

Ikke mindst hunden bliver en slags midtpunkt. Django er nu 18 måneder og er en glad formel 1 labrador med masser af gang i. Pga. ham skal vi nok ikke have et stort juletræ i år: han er jo en retriever og elsker derfor at HENTE ting. Og det er ikke altid lige det, man står og mangler, som han vælger at hente til en! (Her skal man huske altid at rose ham og bytte med en godbid, så han altid kan være glad for at bruge det, han jo egentlig er avlet til: at hente vildtet, når mor har skudt det. Jeg har nemlig skumle planer om at tage jagttegn til næste år).

En af juletraditionerne er klaveret. Min mor spiller meget, og jeg har også selv gjort det. I år har jeg købt julenoder på nettet – det er noget nyt. Jeg spiller især de engelske og amerikanske julesange/salmer og sidder og skråler til. (Indtil hunden ikke gider høre mere og afbryder mig).
En fast juletradition er at køre til juletræsmanden i Kasted og købe adventskrans, juledekoration med kalenderlys – og et par dage før jul køber vi også juletræet der. Ikke noget med at lave det selv her – vi hopper gerne over, hvor hegnet er lavest! Det er et skønt sted ude på landet, hvor man kan få æbleskiver i stalden og selv fælde sit træ.

Jeg er ikke hverken bager eller den store køkkenchef, så jeg kan ikke fortælle om den slags traditioner.

Jeg er heller ikke den store oppynter – faktisk gik en masse julepynt tabt under flytningen for godt to år siden. Så det bliver sådan lidt fra scratch. Vi er typisk dem på vejen, der IKKE når at få lyskæder på udendørs eller sat en krans op på døren. Før vi har set os om, er det for sent. Vi gider ikke ræse for at nå noget. Gaver har heller ikke længere den store betydning. Men vi spiller gerne spil og spiser god mad og går en lang tur om en eller anden sø juledag. 

Jeg har ingen opskrifter på god julemad. Her får vi flæskesteg og rødkål og hele moletjavsen – nogle gange også med and, hvis nogen gider langtidsstege sådan et kræ. Og risalamande – det er min mor, som laver den. Helt traditionelt. Jeg insisterer på – og køber – god, kraftig rødvin fra ’overseas’.

Af julelitteratur kan vi godt (kæresten og jeg) finde på at læse noget klassisk Anders And eller Radiserne. Sidste år fik jeg Ida Jessens ’Postkort til Annie’ i julegave og slugte den på en dag. Så hvis jeg får en god bog, bliver det nok den, jeg læser. Jeg har ingen planer om, hvad jeg ellers skal læse, men jeg skal nok have bragt mig up to date med et par tv-serier. Bl.a. skal jeg have set 2. sæson af House of Cards, så jeg er klar til 3. sæson. (jeg er altid bagud).

Det bedste forfatterøjeblik i år var fornemmelsen af at blive færdig med ’Kød og blod’ og få bogen i hånden. 2015 kommer nok til at byde på endnu en Dicte-roman, hvor jeg sender Dicte Svendsen og kæresten Bo til Malta (Gozo). I januar skal jeg på en researchtur til Gozo, og jeg skal også senere derned for at skrive.   

Det svære ved december måned er at få tid til at skrive! December er en tidsrøver. Der er hele tiden noget, der skal nås, så jeg skal kæmpe lidt for ikke at blive så stresset, at det sjove går af det!

Kh fra Elsebeth – god jul!”

Gå til News
TOP  ▲
Relevante bøger
Kød og blod
Kød og blod (2014) er endnu en anmelderrost krimi i Elsebeth Egholms serie Læs mere