Logo - Politikens Forlag
27. maj 2016

Kåret til Årets Børnebog

Tillykke til ONE – intet skal skille os: Kåret til Årets Børnebog 2016 i Irland. One – intet skal skille os har fået en fremragende modtagelse i Danmark såvel som i hjemlandet UK ligesom den allerede er solgt til udgivelse over hele verden.


I den forgangne uge fik bogen så også den fine irske børnebogspris, og dommerne sagde bl.a.: "Crossans fine blanding af lyrik og realisme tydeliggør den komplicerede dynamik, der kan være i familie, identitet, søsterskab og forskel. Denne elegante og følsomme historie er smukt skrevet på vers og i første person, og får læseren til at reflektere over diskrimination, mangfoldighed, svære valg og kærlighedens bånd."
Helt kort handler bogen om de siamesiske tvillinger, Tippi og Grace, som trods deres fysik er to meget forskellige og selvstændige individer. Da pengene til privatundervisning slipper op, og de som teenagere bliver sendt i en almindelig skole, åbner der sig en helt ny verden af mobning – men også af venskaber og kærlighed. Grace bliver forelsket og mærker for første gang i sit liv en trang til ikke at have Tippi med i alt, hvad hun foretager sig. Da hun samtidig rammes af en hjertesygdom, bliver spørgsmålet om adskillelse pludselig helt konkret. For hvordan vil det være at leve adskilt, når man føler sig som en? 

Inspiration via dokumentar
Forfatteren Sarah Crossan blev inspireret til handlingen, da hun så en dokumentar på BBC om et par siamesiske tvillinger fra USA. ”Jeg var egentlig i gang med at skrive en anden bog på det tidspunkt, men jeg blev fuldstændig opslugt af at læse om siamesiske tvillingers liv (og død)”, fortæller Sarah Crossan.

”Jeg kastede mig intenst over research af emnet og brugte flere uger på The British Library hvor jeg læste historiske optegnelser og videnskabelige artikler om emnet. Jeg var også så heldig, at jeg fik mulighed for at tale med medicinske eksperter inklusiv en separations-kirurg”.
Da hun begyndte at skrive bogen, var udgangspunktet, at det ville blive en trist bog om to piger, som desperat ønskede at blive adskilt. Det viste sig ikke at holde stik.

Siamesiske tvillinger ønsker ikke at blive skilt
”I løbet af min research opdagede jeg, at siamesiske tvillinger ofte er virkelige glade for deres liv og overhovedet ikke ønsker at blive skilt ad. Det overraskede mig meget. Men det her er ikke bare en historie om siamesiske tvillinger. Det er en historie om søsterskab og kærlighed, så uanset om du er tvilling eller ej, kan du relatere til den på et eller andet niveau”.

One er med andre ord en universel historie om glæde og sorg, om drømme og virkelighed; og om at kærlighed kan have mange former. Den er solgt til udgivelse verden over, bogen er nomineret til et hav af priser, og filmoptionerne er solgt.

”Det er fantastisk, fordi det betyder, at min historie taler til mennesker generelt, og ikke bare rammer en særlig kulturel bevidsthed”, fortæller Sarah Crossan. ”Jeg er så lykkelig for det, og det jeg hører er, at alle læsere tager noget forskelligt med sig fra bogen. For mig handler den på mange måder om identitet, og om hvordan vi skaber identiteter for os selv baseret på vores forhold til andre – vores venner, kærester, børn.
 
 
International anerkendelse til ONE:
  • Publishers Weeklys ’Pick of the week’.

  • Udvalgt af The Telegraph som en af deres ’Best YA Books of 2015’.

  • Nomineret til “Carnegie Prize”.

  • Nomineret til “The Irish Book Award 2015”.

  • Filmoptionerne er købt af Tiger Aspect.

  • One blev udråbt til ”Best Children's Book of the Year” af The Guardian's børnebogsredaktører og panel af teenagers, forfattere og redaktører. 

  • Bogen er solgt til udgivelse i USA (hvor den udkom i september 2015), Tyskland, Brasilien, Thailand, Norge, Danmark, Sverige og på Farsi.

 
Anmeldelser:

  • “Jeg har sjældent oplevet så enstemmig en begejstring for en bog forud for udgivelsen, og det er helt fortjent. Jeg læste bogen uden en eneste pause, og jeg blev blæst væk: hjerteskærende, livsbekræftende og helt usædvanlig". - 'Editor's Choice' i The Bookseller

  • ’Dette er ærlig, kompromisløs realisme fra et alsidigt perspektiv, man ikke ofte ser i teenager-bøger. Bemærkelsesværdigt’ - Kirkus Starred review 

  • 'Crossan’s roman balancerer smukt mellem sentimentalitet og søsterlig hengivenhed'
    - PW Starred review 

  • 'Hjerteskærende, livsbekræftende og helt usædvanlig'
    - The Bookseller

Gå til News