Logo - Politikens Forlag

Q&A med Leonora Christina Skov


Leonora Christina Skov er aktuel med en ny roman. Hvad handler den egentlig om, og hvordan er den blevet til? Vi har spurgt hende.


Hvad er det for en roman, du har skrevet?


Hvor intet bryder vinden er en samtidsthriller inspireret af de klassiske mysterier og et portræt af syv meget forskellige mennesker – en rejseskribent, en duftekspert og en krimiforfatter, blandt andre - der bliver tvunget til at se deres fortrængninger i øjnene. Genren kan man kalde Scandinavian Noir. Romanen har et krimiplot, men sproget er litterært, og nedenunder er der en større historie om besættelse, udnyttelse og personligt ansvar. Er en 14-årig pige ansvarlig for sine egne handlinger? Er det i orden at abortere et foster, der sandsynligvis har Downs Syndrom? Og kan man tillade sig at sige nej, når ens kræftsyge kone ønsker, at man skal slå hende ihjel?

Hvor har du hentet din inspiration til bogen?


Den første inspiration til Hvor intet bryder vinden fik jeg den måned i 2011, hvor jeg boede og skrev på Hawthornden Castle i Skotland sammen med seks andre forfattere fra hele verden. Der var hverken mobilsignal eller internetforbindelse. Til gengæld var udsigten præget af græssende hjorte. Efter få dage drak forfatterne sig fulde i frustration over al den skrivero. Der var råbescener over middagen, en tog tidligt hjem, andre forsøgte at få deres mobile internet til at fungere ved at stille sig op på en nærliggende høj og hoppe, og en mandlig forfatter holdt enetale om Proust over morgenmaden hver morgen. Efter tre uger tænkte jeg: Hvis han forsvinder sporløst fra slottet, vil ingen lede efter ham.

Tanken blev hos mig. På slottet var der også en forfatter, der var medfølgende hustru i Schweiz. Hver aften nævnte hun alle de sider, hun havde skrevet i dag (sjældent under ti), og alle de kilometer, hun havde løbet, og når de andre nævnte problemerne med deres børn, associerede hun frit til sit fantastiske forhold til sine døtre og sit lykkelige ægteskab. Jeg begyndte at forestille mig, at hun løj helt vildt og kom til at tænke på Agatha Christies mysterieroman And Then There Were None/En af os er morderen, hvor otte mennesker med urent mel i posen bliver inviteret ud på en øde ø og mister livet én efter én. Jeg er vild med dens hovedgreb, hvor læseren har medsyn med personerne på skift, så man både ser dem indefra og udefra og bliver mere og mere i tvivl om, hvad der i virkeligheden foregår. Og hvem der er morderen. Jeg tænkte: Hvad hvis Proustmanden og den medfølgende hustru var to af personerne?
 
Inspirationen til den tredje, Greta, fik jeg fra en portrætudsendelse med den norsk/tyske scent artist Sissel Tolaas, der laver installationskunst med syntetiske dufte og har en temmelig intimiderende personlighed. Jeg havde lyst til at skrive til hende og spørge, om jeg måtte komme forbi og se hendes hjemmelaboratorium, der er fyldt med dufte på dåse, men jeg var for bange for at ulejlige hende. Jeg håber, at Greta har samme indvirkning. I stedet dykkede jeg ned i alverdens bøger om dufte og parfume og faldt over udgivelsen, If There Ever Was: A Book of Extinct and Impossible Smells, der bl.a. indeholder duften af solens overflade, Kleopatras parfume, skyttegravene under Første Verdenskrig og kommunisme. Bogen inspirerede mig til Gretas duftmanifest The Goldilocks Zone.

Hvordan har skriveprocessen været?


I 2012 slettede jeg mig selv fra de sociale medier og installerede internetblokeringsprogrammet Freedom. Jeg var dødtræt af larm og afbrydelser og tænkte, at det ville være lettere at skrive om syv isolerede mennesker, der var offline, hvis jeg også selv var det. Mens jeg arbejdede på romanen, nød jeg, at jeg kun behøvede at dele mit liv og mine tanker med mine nærmeste frem for med hele verden. Al den tid, jeg plejede at bruge på at være online, brugte jeg i stedet på manuskriptet.
 
Jeg påbegyndte romanskrivningen på Det Danske Institut i Athen, hvor jeg sad i et blåt loftsværelse og lyttede til den ene umulige violinelev efter den anden i spillelærerens lejlighed overfor, skrev mig ind på personerne og lavede tidsoversigter over, hvor de befandt sig hvornår. Jeg har et uendeligt antal lister og skemaer kørende, mens jeg skriver, så jeg er sikker på, at den underliggende historie hænger sammen.

Det allervigtigste for mig er stemmerne. Når jeg kan høre, hvordan mine personer taler, kender jeg dem godt nok til at kunne skrive om dem. Ofte skriver jeg mig ind på dem ved at lave rådialoger - altså, dialoger, hvor alle referencer til hvem, der siger hvad, er pillet ud. Hvis jeg stadig kan høre, hvem der taler, er jeg på rette spor. Den første, hvis stemme stod helt klart for mig, var dufteksperten Greta, og hun blev den målestok, jeg holdt de andre op imod. Jeg blev ved at arbejde med dem, til deres stemmer var lige så stærke som hendes.
 
Det tog mig halvandet år at skrive førsteudkastet til Hvor intet bryder vinden og næsten et år at gennemskrive og redigere manuskriptet. Jeg gennemskriver i hånden, i margin af de udprintede udkast, indføjer rettelserne, printer igen og fortsætter. Alt i alt var romanen igennem mindst ti gennemskrivninger, før min redaktør fik lov at læse med, og derefter arbejdede jeg videre med hendes forslag og skar en del sider. Det sidste punktum satte jeg i Paris i november 2014. 
TOP  ▲
Hvor intet bryder vinden
Syv danske kunstnere og forskere får et frit arbejdsophold af en gådefuld velgører på den ubeboede ø, Stormø. De glæder sig til en måned langt fra alting, men det overrasker dem alligevel at blive Læs mere