Logo - Politikens Forlag
21. september 2015

Man Booker roman

Man Booker roman

Det er netop blevet offentliggjort, hvilke titler, der er shortlisted til den prestigefyldte Man Booker Prize i år. Og stor var glæden da bogen A lttle life klarede sig gennem nåleøjet. Den erhvervede Politikens Forlag sig rettigheder til allerede i foråret, og vi glæder os til at udgive den i 2016. Vores redaktør Line Miller er kvinden bag købet, og hun fortæller om bogen: ”I foråret 2015 fik vi præsenteret A lttle life af Hanya Yanagihara under et rettighedsmøde på bogmessen i London. På bogmesserne sidder forlagsmedarbejdere fra morgen til aften og lytter til præsentationer af bøger, og helt at kende de enkelte fra hinanden, når vi er tilbage i København, er til tider svært. Men denne stod helt klart i hukommelsen. Jeg tog hjem fra London opsat på at læse den hurtigst muligt, og det der mødte mig, var præcis så overvældende, altomsluttende en læseoplevelse, som jeg havde forventet. Det er en på alle måder stor bog om venskab og smerte, kærlighed og sorg, en bog man flytter ind i og har med sig længe efter, at sidste side er vendt”.


Om bogen: 
Da fire studiekammerater fra et lille college i Massachusetts flytter til New York for at finde vej ind i voksenlivet uden en klink på lommen, drives de frem af deres fælles venskab og ambitioner. Willem drømmer om scenen, den hårdhudede, skarpe JB om et liv med billedkunst, Malcolm frustreres i sine forsøg på at skabe en karriere i et stort arkitektfirma, og den talentfulde, fjerne Jude, som lige har fået sin advokatbestalling, er gruppens centrum. Årene går, og deres forhold vokser, mørknes og farves af misbrug, succes og stolthed. Men den største udfordring for deres venskab er Jude selv, som på en gang er en af New Yorks mest succesrige procesadvokater og et nedbrudt menneske. Han hjemsøges af den barndom, han har brugt hele sit liv på at flygte fra, og hvis traumer han frygter vil definere ham for altid.

Bogen har da også fået fremragende anmeldelser med sig i USA og UK:

Denne roman overtager dit liv, mens du læser den. 
- The New Yorker

Øm og storslået – transcenderende. 
- Washington Post

En næsten hypnotisk læseoplevelse. 
- Independent

Gå ikke glip af denne bog. 
- Evening Standard

En storslået bog. 
- Daily Mail

Episk. 
- The Guardian

A LITTLE LIFE bliver den målestok, alle andre fremtidige bøger der berører de samme emner, vil blive målt mod.
- Wall Street Journal

Gå til News