Logo - Politikens Forlag
15. juni 2016

Pris for smukt omslag

Pris for smukt omslag

Romanen Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov har vundet en pris for sit omslag i konkurrencen Årets bedste bogarbejde. Hvert år indbydes bogudgivere, bogproducenter, tilrettelæggere og bogbindere til at indsende bøger til bedømmelse til Årets Bedste Bogarbejde.

I sin bedømmelse tager Komitéen for årets Bedste Bogarbejde hensyn til bogens funktion, æstetik og tekniske udførelse. Blandt de udvalgte publikationer hædres henholdsvis en voksenbog, en børnebog og en håndindbunden bog med Den Danske Bogdesignpris.

Det er Simon Lilholt, der har designet omslaget til Hvor intet bryder vinden. Han har, i samarbejde med Leonora Christina Skov, indsendt omslaget til Komitéen for Årets Bedste Bogarbejde.

Fra d. 16. juni bliver bogen udstillet på Den Sorte Diamant sammen med de udvalgte i de andre kategorier, hvorefter den skal på vandreudstilling rundt i Skandinavien og til bedømmelsen Verdens Smukkeste Bøger i Frankfurt am Main med efterfølgende udstilling i Leipzig og på årets Bogforum samt forskellige designskoler, biblioteker og museer.

Formålet med udvælgelsen af Årets bedste bogarbejde er dels at hædre fagets udøvere, dels at skabe opmærksomhed om den danskproducerede bog, dens design, æstetik og tekniske kvaliteter.

Paperbackudgaven af Hvor intet bryder vinden kommer i butikkerne op til sommerferien og har samme fine omslag som den hårde udgave.
 

Gå til News
TOP  ▲
Relevante bøger
Hvor intet bryder vinden
Syv danske kunstnere og forskere får et frit arbejdsophold af en Læs mere