15
Thomas Rathsack er aktuel 17. november med sin tredje bog om i thrillerserien om Michael Plessner. Her fortæller han selv om bogen: 

Hvilke temaer i bogen er de vigtigste?
Først og fremmest er jagten på Michael Plessners bedste ven fra Siriuspatruljen et tema. Desuden beskriver jeg i bogen den armod og triste forfatning, det grønlandske samfund befinder sig i og det mildt sagt anstrengte forhold til Rigsfællesskabet/Danmark. Et andre tema er Grønlands naturrigdomme, som i bogen udnyttes af en fremmed.

Hvordan har du researchet?
Jeg rejste til Grønland, hvor jeg interviewede en lang række personer, bl.a. den tidligere formand for Grønlands Selvstyre, Aleqa Hammond, andre ledende politkere, politichefen og cheferne for en række fagorganisationer. En stor del af bogen foregår i Nuuk, hvor jeg ligeledes har researchet de lokationer, hvor plottes udspilles. Jeg har desuden interviewet tidligere Siriuspatrulje-soldater samt læst en lang række bøger om de geografiske og biologiske forhold i landet.

Bogens hovedperson, Michael: Hvor meget er der i ham af dig selv?
Ikke ret meget. Dog har vi det tilfælles, at kammeraterne i Jægerkorpset er noget af det mest værdifulde, vi har.

Er der andre hovedpersoner, vi skal holde særligt øje med?
Plessners kvindelige sidekick, Maliki – hun er en smuk grønlandsk kvinde. En hård nyser. Uddannet geolog og er ekspeditionsleder på Indlandsisen og tilser forskningsstationen, Ehrenberg. En anden karakter er formanden for Landsstyret, Sieverth Geisler – en noget lummer affære.

Hvad tror du, at læserne vil få ud af at læse din roman?
Forhåbentligt vil de først og fremmest blive underholdt. Dernæst forhåbentligt blive klogere på Grønland, som mange danskere faktisk ikke ved særligt meget om – inklusive mig selv før jeg begyndte a skrive denne bog.

Er der noget, der har overrasket dig i processen?
Ja, hvor upopulære vi danskere er i Grønland. Da jeg havde opholdt mig i en time i landet, indså jeg, at der bestemt ikke ses med milde øjne på danskere, som mange grønlændere finder arrogante og nedladende.
 
Skal man have læst de andre bøger i serien for at kunne følge med?
Nej, absolut ikke. De kan læses uafhængigt af hinanden.
 
Og afslutningsvist: hvad kan en god roman i din optik?
Den kan to ting: 1. Underholde 2. Gøre én klogere.
 
Fakta om forfatteren
Thomas Rathsack (f. 1967) er forfatter, foredragsholder og tidligere jægersoldat med operativ erfaring fra blandt andet Irak og Afghanistan. Som jægersoldat modtog Thomas Rathsack den højeste amerikanske enhedsudmærkelse, Presidential Unit Citation, for sin indsats. Derudover har Thomas arbejdet en årrække som sikkerhedskonsulent og programleder for en dansk minerydningsorganisation i Kaukasus, Afrika og Afghanistan. Hans selvbiografi, Jæger – i krig med eliten (2009), har solgt over 250.000 eksemplarer i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Bulgarien, USA og Tyskland. Thomas Rathsack har skrevet to romaner om jægersoldaten, Michael Plessner, Shadow Army (2012) og Sort daggry (2013) samt Stærk Under Pres – Håndbog i High Performance (2015, m. Rune Wåhlin Andersen).