Logo - Politikens Forlag
7. november 2014

ROMANKONKURRENCE

ROMANKONKURRENCE

Såvel etablerede forfattere som debutanter opfordres til at deltage i Dagbladet Politikens og Politikens Forlags romankonkurrence, hvis opgave lyder: Skriv en roman, der skildrer kærligheden i det hurtige moderne liv på godt og ondt.
 
Romanen skal afleveres senest 1. december 2015, og præmiesummen er 250.000 kroner, en forlagskontrakt samt markedsføring for minimum 250.000 kroner. 
 
Forlagschef ved Politikens Forlag, Charlotte Weiss:
Politikens forlag har gode erfaringer med romankonkurrencer, og tidligere har vi bedt forfatterne forholde sig til, hvordan det er at være menneske af i dag. Derfor forekommer det naturligt denne gang at bede forfatterne om at forholde sig til det største i livet - kærligheden. Kærlighed kan antage mangfoldige former, hvorfor der er frit slag i forhold til, hvilken slags kærlighed der skildres – ny dugfrisk forelskelse, farlig utroskab, kærlighed på tværs af kulturer, generationer, landegrænser – enhver slags kærlighed kan danne afsæt for romanen.”
 
Tidligere har Dagbladet Politiken og Politikens Forlag haft stor succes med romankonkurrencer. I 2013 vandt Anne-Cathrine Riebnitzsky med romanen ’Forbandede yngel’, der blev en bestseller og vandt De gyldne laurbær. I 2010 vandt forfatterparret Øbro & Tornbjerg Politikens krimikonkurrence for debutromanen ’Skrig under vand’.
 
Dommerpanelet består af:
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY – Forfatter og tidligere vinder
KASPAR COLLING NIELSEN – Forfatter
LINE KNUTZON – Dramatiker og forfatter
VINCA WIEDEMANN – Rektor, Den Danske Filmskole
JES STEIN PEDERSEN – Litteraturredaktør ved Politiken
CHARLOTTE WEISS – Forlagschef ved Politikens Forlag
 
Læs mere om reglerne for deltagelse i konkurrencen her: www.politikensforlag.dk/romankonkurrence

Gå til News