26. oktober 2016

Sebastian Kleins svar på tiltale

Intet mørke uden lys. I den sidste uge har der i sladderpressen været bragt nogle meget negative overskrifter om Jesper Kleins liv og levned baseret på løsrevne citater og passager fra et interview til andet medie. Sebastian Klein har fået nok nu, for bogen er meget mere end det. I et facebook-opslag har Sebastian taget bladet fra munden og skriver bl.a.:

”Jeg har skrevet en bog. Den har den dystre titel "Fra min faders skygge". Men det er nu ikke en dyster bog. Bogen bliver i BT og Ekstra Bladet fremlagt som en udleverende historie om min slemme barndom. Ord som "dysfunktionel" bliver anvendt om min opvækst.

Men hverken EB eller BT har læst bogen.

Jeg har haft en god og reelt også lykkelig barndom. Jeg gør mig ingen illusioner om, at den har været værre end andre menneskers - faktisk har den på mange punkter utvivlsomt været bedre.

Min hensigt har udelukkende været at skrive en kærlig og ærlig bog om min far, min mor og min opvækst.
I er alle velkomne til at tage stilling til bogens indhold og mene alt mellem himmel og jord. Men vent dog i det mindste til nogen har læst den.

Mvh Sebastian”

Vi glæder os til at udgive bogen, der rummer mange andre facetter. Dette er Sebastian Kleins kærlige og rå fortælling om at vokse op i skyggen af sin berømte fars op- og nedture. Om skaberkraft, succes og glæde på den ene side, men også om generthed, fiasko og om som enebarn at bære ansvaret, da forældrene døde. Det er en ærlig og lige dele morsom og tragisk bog præget af kærligheden til et menneske, som har efterladt uudslettelige spor.

Læs interview med Sebastian Klein HER.
 

Gå til News