11. april 2018

Søren Sveistrup - ny forfatter

Søren Sveistrup - ny forfatter

Søren Sveistrup, forfatteren til TV-serien FORBRYDELSEN, debuterer som forfatter: Kastanjemanden udkommer på Politikens Forlag d. 6. juni 2018. Søren Sveistrup er internationalt anerkendt manuskriptforfatter af flere film og tv-serier, og nu udgiver han en kriminalroman på Politikens Forlag. ”Vi er meget stolte over og glade for, at Søren Sveistrup har valgt at lægge sin debut som forfatter hos os,” siger Lene Juul, direktør på Politikens Forlag. ”Vi har i forvejen en stærk portefølje af krimi- og spændingsforfattere, så vi er glade for, at vi nu også har Søren Sveistrup med.”
 
Bogens handling kort:
 
København, første tirsdag i oktober. I en forstad gør politiet et uhyggeligt fund. En yngre kvinde er blevet dræbt og efterladt på en legeplads. Hendes ene hånd er skåret af. Over hende hænger en lille kastanjemand.
 
Den unge efterforsker Naia Thulin sættes på sagen. Som makker får hun den udbrændte efterforsker Mark Hess, der netop er blevet smidt hjem fra Europols hovedkvarter i Haag. Snart opdager de, at kastanjemanden bærer på et mystisk spor fra en pige, der formodes dræbt: socialminister Rosa Hartungs datter, der forsvandt et år tidligere. En mand har tilstået drabet på pigen, og sagen er for længst opklaret.
 
Kort efter findes endnu en kvinde myrdet. Sammen med endnu en kastanjemand og endnu et spor af pigen. Thulin og Hess fornemmer en sammenhæng mellem sagen om ministerens datter, de myrdede kvinder og den morder, der spreder angst over hele landet. Men hvilken?
 
Thulin og Hess kæmper mod uret, for de frygter, at morderen er på en mission, der endnu ikke er afsluttet.
 
Fakta om forfatteren:
Fra 2007 til 2012 var Sveistrup skaberen og forfatter til tre sæsoner af FORBRYDELSEN, der har vundet adskillige internationale priser, er blevet solgt til mere end hundrede lande over hele verden og genindspillet i USA. Senest har Sveistrup skrevet manuskript til bl.a. spillefilmen DER KOMMER EN DAG fra 2016.
 
Søren Sveistrup (født 1968) er bachelor i litteratur og historie fra Københavns Universitet og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Han har vundet en lang række priser herunder en Emmy for bedste internationale TV-serie (NIKOLAJ OG JULIE), en BAFTA for bedste internationale TV-serie (FORBRYDELSEN), en Robert for både bedste originale manuskript og årets film (DER KOMMER EN DAG) og for bedste TV-serie (FORBRYDELSEN), samt Kronprinseparrets Kulturpris (FORBRYDELSEN).
 
Pressehenvendelser om bogen til:
PR Konsulent, Politikens Forlag
Helle Skov Wacher
M: helle.s.wacher@jppol.dk
T: +45 30 67 28 82

Gå til News
TOP  ▲
Relevante bøger
Nyhed!
Kastanjemanden
Politiet finder en yngre kvinde dræbt. Hendes ene hånd er skåret af. Over Læs mere