Logo - Politikens Forlag
6. november 2015

Tillykke til Morten Pape

Tillykke til Morten Pape

Vores forfatter Morten Pape, som netop er debuteret med romanen Planen, modtog i fredags den prestigefyldte debutantpris. Prisen på 50.000 kroner er traditionen tro fredag formiddag uddelt som startskud til årets BogForum i Bella Center, der løber af stablen denne weekend. 

”Det er en stor glæde for Politikens Forlag, at Morten Pape modtager Bogforums debutantpris for PLANEN. Bogen er utvivlsomt første udgivelse i et fantastisk forfatterskab – det er sjældent, at vi ser en debutant med et så fantastisk sprog og en så påtrængende historie”, fortæller forlagschef Charlotte Weiss.

Omdrejningspunktet i Morten Papes vindende debutroman er opvæksten i det socialt belastede boligbyggeri med det ligeså belastede ry – Urbanplanen på Amager. Den handler om barndom, ensomhed, opvækst i en ghetto med mange kulturer, baggrunde og forskellige menneskesyn under svære sociale kår. Og om at finde et ståsted i et rum, hvor der ikke nødvendigvis er plads til alle.
 
Prisen går til Urbanplanen
 
”Jeg er ufattelig glad og stolt over at modtage denne vigtige pris, og jeg er juryen meget taknemmelig for den anerkendelse som de nu tildeler min roman. En roman, som jeg har gemt på hele mit liv, som jeg har skrevet i en nødvendighedens vildskab på fire måneder, og som i kraft af sin meget personlige og skrøbelige karakter er og har været et alt-eller-intet-projekt for mig,” udtaler Morten Pape. ”Jeg er nu begyndt at tro på, at det har været det hele værd. Jeg takker Politikens Forlag og i særdeleshed min redaktør for at satse på mig, tro på mig, og passe godt på mig undervejs. Jeg takker alle dem som undervejs har hjulpet og støttet mig, samt dem der har måtte lide under mit fravær og mine prioriteringer undervejs i skriveprocessen. Jeg vil gerne dedikere prisen til min mor og til hele Urbanplanen.”
 
Der var i alt 36 indstillede værker til den prestigefyldte litterære pris for debutanter, hvilket er det største antal nogensinde. Sidste år gik prisen til Thomas Rydahl for romanen Eremitten, og i 2013 var det Yahya Hassan, der fik prisen.

Gå til News