Hos Politikens Forlag ønsker vi, at bøger skal være tilgængelige for alle – også når de læses digitalt. Denne tilgængelighedserklæring beskriver, hvordan Politikens Forlag sikrer tilgængelighed for blinde, svagtseende og andre læsere i vores e-bøger.
Senest revideret 17. september 2025.
Næste planlagte revidering 17. september 2026
Alle nye e-bøger fra Politikens Forlag udgives i formatet EPUB3, som er det internationale standardformat for digitale bøger. EPUB3 giver mulighed for at tilpasse skriftstørrelse, skrifttype og baggrund, og det understøtter tekst-til-tale, skærmlæsere og digital punktskrift.
Vores e-bøger udgives uden DRM-beskyttelse (Digital Rights Management), så brugere frit kan anvende oplæsningsværktøjer og andre digitale hjælpemidler.
Vores mål er, at alle nye e-bøger fra Politikens Forlag opfylder Web Content Accessibility Guidelines (WCAG) 2.2 niveau AA, som er den internationale standard for webtilgængelighed.
Vores e-bøger testes med automatiske værktøjer såsom EPUB-check og Ace by DAISY samt en grundig, manuel kvalitetskontrol. Vi tester i øvrigt med skærmlæsere som VoiceOver for at sikre, at de fungerer i praksis.
Selv om vi tilstræber høj tilgængelighed i alle e-bøger, kan der være titler med begrænsninger. Det gælder særligt e-bøger med fast layout samt ældre titler fra vores bagkatalog.
E-bøger med fast layout (fixed) kan ikke ombrydes, og derfor kan skrifttype og -størrelse ikke tilpasses. Vi udgiver kun bøger som e-bog med fast layout, hvis det er nødvendigt på grund af omfattende grafik eller specielt layout i den trykte bog. På alle øvrige parametre følger vi WCAG 2.2 niveau AA i det omfang, som fast layout tillader.
Ældre titler i vores bagkatalog er lavet efter ældre standarder, formater og praksisser og kan derfor være ude af trit med nuværende best practice for tilgængelighed. Vi arbejder løbende på at opdatere vores bagkatalog til tilgængelige EPUB3-filer. Arbejdet finder sted i etaper baseret på de enkelte titlers omsætning og efterspørgsel.
Politikens Forlag ønsker løbende at forbedre tilgængeligheden af vores e-bøger. Derfor implementerer vi kontinuerligt de nyeste branchestandarder i vores produktion. Derudover deltager vi i nationale og internationale netværk og arbejdsgrupper omkring digital tilgængelighed og tilgængelighed i e-bøger. Vi opdaterer denne erklæring mindst én gang om året – og altid, hvis der sker væsentlige ændringer.
Selv om vi arbejder systematisk med tilgængelighed, kan der være titler, som endnu ikke lever op til alle standarder. Oplever du at en af vores e-bøger ikke lever op til dine tilgængelighedsbehov, eller har du forslag til forbedringer, vil vi meget gerne høre fra dig.
Kontakt os på: tilgaengelighed@politikensforlag.dk
Vi bestræber os på at svare inden for 5 arbejdsdage.